Christina gjorde noget grænseoverskridende: Nu har hun en opfordring

Tilflytteren Christina Legind kendte ikke et øje i Ringsted, men så gjorde hun noget grænseoverskridende, som hun ikke kom til at fortryde.

Christina gjorde noget grænseoverskridende: Nu har hun en opfordring

34-årige Christina Legind er for nylig flyttet til Ringsted. Hun har med succes søgt efter nye venner og bekendtskaber i sin nye by. Foto: Kasper Frank

– Det var bestemt grænseoverskridende, men omvendt er det også bare sådan, jeg er som person.

Ordene kommer fra Christina Legind, som i slutningen af 2022 af private årsager flyttede fra Nordsjælland til Ringsted. Ny i byen uden at kende et øje.

Tre måneder senere er alt forandret.

Med et ærligt opslag på Facebook rakte Christina Legind ud efter Ringsted.

“Jeg søger med lys og lygte nogle nye vedvarende bekendtskaber/ venskaber, da jeg er helt alene i min hverdag,” skrev den 34-årige kvinde i indledningen af opslaget i en Ringsted-gruppe på det sociale medie.

Siden er Christina Legind blevet blæst bagover af reaktionerne. Det er strømmet ind med kommentarer og private henvendelser.

– Jeg tror, jeg har fået 40 beskeder. Både fra folk, der vil drikke en kop kaffe og fra andre, som har inviteret mig med til alt muligt, fortæller Christina Legind.

Skulle samle mod

Glæden er ikke til at tage fejl, men det har alligevel krævet noget at skulle være så åben og ærlig om sin situation.

– Jeg skulle lige samle mig mod til det. Det kan godt være grænseoverskridende at skrive sådan en opslag. Som person kan man føle, at det tør man ikke rigtig. Man er bange for at tabe ansigt og blive set ned på. At folk tænker, at den person ikke har nogle venner. Men det er bare sværere for voksne at finde nye venskaber. Det kræver faktisk meget, reflekterer Christina Legind.

Selv om der ikke gik mange minutter, før de første positive tilkendegivelser dukkede op, var der alligevel en vis frygt forbundet med at skrive opslaget.

Christina Legind er glad for at være flyttet til Ringsted. Foto: Kasper Frank

Blev helt rørt

For hvad nu hvis det ikke gik som håbet.

– Man tænker, om der nu er en masse, der skriver alt muligt dårligt, men der har ikke været en eneste, der har skrevet noget negativt, fortæller Christina Legind.

Hun fortsætter:

– Jeg blev helt rørt indeni. Det er megarart, at der er mange, der vil lære mig at kende, og nu er det spændende, hvad det bliver til. Det er ikke svært at få kontakt til nye personer, men det er svært at vedholde den.

Christina Leginds ærlige Facebook-opslag i en Ringsted-gruppe har båret frugt.

Aktiv i familieklub

Christina Legind er allerede blevet aktiv i det nye tiltag, Ringsted Familieklub, hvor frivillige arrangerer forskellige tiltag for børnefamilier.

Hun drømmer også om at finde en strikke- eller gåklub.

– Jeg kan godt lide at hjælpe folk og række armen ud. Så må folk tage mig, som jeg er eller lade være. Og måske kan det også gå hen at give mig noget netværk og nogle relationer, siger hun.

Opfordring

Selv om det kan virke grænseoverskridende, håber Christina Legind, at hendes mod kan være med til at få andre til at være åbne og skrive lignende opslag på sociale medier, hvis man savner nye venner eller bekendtskaber.

– Der er mange andre, der bør gøre det samme. Der er ingen, der gør det for dig, så man er selv nødt til at tage initiativet til det. Som barn får man venner bare man rutscher ned ad en rutschebane sammen. Det gør man altså ikke som voksne, lyder det fra Christina Legind.

Hendes ærlige opslag blev offentliggjort 22. januar, og beskederne tikker fortsat ind.

Opfordringen til andre i samme situation er klar:

– Jeg synes 100 procent, man skal skrive sådan et opslag. Det er en klar opfordring fra mig. Folk skal tænke på, hvad de kan tabe ved det. De kan nemlig ikke tabe noget, men derimod overvinder man sin egen frygt, siger Christina Legind, der i øjeblikket er i ressourceforløb i Ringsted Kommune, hvor hun drømmer om en dag at arbejde med dyr.

34-årige Christina Legind er for nylig flyttet til Ringsted. Hun har med succes søgt efter nye venner og bekendtskaber i sin nye by. Foto: Kasper Frank