
I planerne for Ringsted Kommunes store torveprojekt er den ottekantede bygning, hvor Café Valdemar holder til, ikke længere at finde. Det er én af de ting, som den nuværende forpagter af caféen, Muhammed Muchu, er frustreret over.
– Det er kun fem år, jeg har været her. Det er først nu, man kan tjene penge på det, siger han.
I stedet for den nuværende bygning midt på Torvet, er det planen, at der skal opføres en, der hvor der nu er parkeringsplads. I den nye bygning skal der også være café, og her vil det være muligt for Muhammed Muchu igen at blive forpagter.
– Jeg vil gerne søge, men jeg vil have en garanti for, at de ikke laver om allerede om fem år igen.
Fjernsyn på nakken
Muhammed Muchu har dog også sin tvivl, om der i det hele taget vil være kunder til caféen, når Torvet bliver tørlagt for biler. For hvem gider parkere 500 meter væk, siger han.
– Så skal du slæbe dit fjernsyn på nakken hen til Kvickly. Gad du det?, spørger han.
Han mener, at en by som Ringsted skal have biler, fordi det er folk vil have.
– Jeg frygter, det bliver en død by. Det er noget lort, siger han om planerne for Torvet.