– Jeg er målløs, tom og rystet.
Sådan siger Paul Jensen, der er brugsuddeler i Dagli’Brugsen Ørslev og Terslev mellem Ringsted og Haslev, om ’Fremtidens Coop’ – en strategi, der blev meldt ud tirsdag og som betyder sammenlægninger af Kvickly, Superbrugsen og (lukning af) Irma til supermarkeder under navnene Coop samt 365discount, mens mindre butikker som Dagli’Brugsen blot bliver samlet under navnet Brugsen.
Ny strategi
Med lanceringen af den nye strategi, ”Fremtidens Coop” gennemfører Coop historiske forandringer og forenklinger, der skal skaffe danskerne bedre og billigere dagligvarer.
Det indebærer etablering af Danmarks største supermarkedskæde. Navnet bliver helt enkelt: Coop – navnet på koncernen, på varerne, på appen og altså nu også på den største kæde.
De første butikker i den nye stor-kæde åbner efter sommerferien i år.
Kilde: Coop
Hvorvidt Dagli’Brugsen i Ørslev og Terslev bliver til en Brugsen, ved Paul Jensen endnu ikke. Han efterlyser mere information fra den store detailhandelsvirksomhed, som brugsforeningen i landsbyerne hører under.
– Jeg ved endnu ikke, hvad det kommer til at betyde for os i Ørslev og Terslev, for jeg har ikke fået andet at vide, end det medierne kunne fortælle i går (tirsdag, red.). Jeg tænker, at de er gået i tænkeboksen igen, for det var jo ikke ligefrem, fordi nyheden blev godt modtaget, siger Paul Jensen og tilføjer:
– Hos os skal de i hvert fald lige bundfælde sig.
Ringere stillet
Brugsuddeleren mener, at strategien stiller butikken ringere overfor både leverandører og kunder.
– Vi mangler kunder og omsætning, og det har været helt galt siden november måned. Vores kunder flygter til prisbillige alternativer og handler basisvarer i de store supermarkeder i centerbyerne, mens de lader det være op til os andre at stå for panikindkøbene, siger Paul Jensen og slår fast:
– Det vil der komme mere af med færre, men større butikker rundt omkring.
Paul Jensen slår dog fast, at hverken Dagli’brugsen i Terslev eller Ørslev er lukningstruet som følge af udmeldingen fra Coop.
– Vi er ikke ejet Coop, men af vores kunder, så det er en beslutning, som udelukkende ligger hos generalforsamlingen, siger han.

I Dagli’Brugsen Høm lidt længere vestpå er uddeler Anders Appel Jensen anderledes optimistisk.
– Forhåbentlig får vi Coop i en slankere udgave, som bliver endnu skarpere, men vi er en selvstændig forening, så det betyder ikke alverden for os udover navneskiftet, siger Anders Appel Jensen og slår fast:
– Vi bliver også ramt af stigende omkostninger for tiden, så derfor vi glæder os til, at det formentlig bliver billigere at drive koncernen og som følge deraf også billigere for os at drive de små brugser.
Han slår samtidig fast, at brugsforeningen i Høm kommer til at skifte navn til Brugsen. Hvornår det kommer til at ske, ved han dog ikke.
– Jeg tænker, at man relativt hurtigt går i gang.