De foregående weekender har der været mange biler forsamlet rundt omkring i industriområder i især Ringsted, Køge og Greve, så politiet har stor fokus på sikkerhed i den forbindelse, og om bilisterne overholder loven.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Kl. 21.45 fredag kom en anmeldelse fra borgerne i Borup, om at flere biler var samlet i Hovedgaden. Da en patrulje kom frem var bilerne væk, men betjentene kunne se, at der var lavet ”donuts” på asfalten fra hjulspin.
Kort efter kom melding om, at der var mange biler samlet i Ringsted.
Kl. 22.15 på Benløse Skel i Ringsted blev en 36-årig mand fra Ringsted stoppet rutinemæssigt. Han var påvirket af euforiserende stoffer, så han blev anholdt og fik udtaget en blodprøve,
Politiet foretog fartmåling på Køgevej i Ringsted, hvor man må køre 50 km/t. En 47-årig mand fra Slagelse, blev kl. 21.15 målt til at køre 92 km/t. Kl. 22.15 var det en 35-årig mand fra Slagelse, der blev målt til at køre 85 km/t i byzonen. Bilisten var desuden frakendt førerretten og påvirket af hash under kørslen. Han blev derfor sigtet for narkokørsel i frakendelsestiden og for lov om euforiserende stoffer, da han havde et gram hash på sig.
Også i Greve og Køge var der biltræf i weekenden med flere end 100 biler samlet.