Bevaringsværdig gård splitter politikere

BYGNING: Politisk udvalg er splittet om mulig nedrivning af bevaringsværdig kostald. Nu byrådet afgøre sagen.

Politikerne i Ringsted Byråd skal snart beslutte, om ejeren må rive dele af en bevaringsværdig gård i Jystrup ned.

Det står klart, efter sagen blev drøftet på det seneste møde i Plan og Boligudvalget og efterfølgende i Økonomiudvalget.

I førstnævnte udvalg var der uenighed om, hvorvidt man ville følge administrationens anbefaling om at give afslag på ansøgningen om tilladelse til at rive bygningen ned.

Kan ikke hjælpe noget

Formand for Plan og Boligudvalget Per Flor (S) og udvalgsmedlemmerne Lisbeth Andersen (S), Lars Tegl (Ringstedlisten) og Henrik Kjær (Enhedslisten) mener, at man bør bevare bygningen.

– Hvis vi skal bevare de udtryk, som er i landsbyerne i for- og eftertiden kan det ikke hjælpe noget, vi river bygninger med særlige kendetegn ned, og i øvrigt anbefaler Museum Vestsjælland også, at man bevarer bygningen, siger Per Flor.

Dansk Folkepartis Daniel Nørhave og de to Venstre-folk, Line Lynnerup og Timo Jensen, er imod administrationens anbefaling, da de ikke mener, at bygningen er bevaringsværdig.

Sagen sendt i byrådet

Line Lynnerup benyttede sig af standsningsretten og begærede sagen i byrådet, da de tabte afstemningen.

– Sagen skal i byrådet, da det giver mulighed for, at alle partier kommer til orde i sagen, og så håber vi naturligvis på et flertal. Vi har i udvalget ved flere lejligheder givet tilladelse til nedrivning i sammenlignelige tilfælde. I det her tilfælde hæfter jeg mig især ved, at ejer ønsker at opføre i en stil, der passer så vidt muligt ind i bybilledet, siger Line Lynnerup.

Ifølge Slots- og Kulturstyrelsens nationale register over landets arkitektoniske kulturarv er gården på Jystrup Bygade 26 ellers klassificeret som bevaringsværdig med karakteren 3, hvilket er i den høje ende af skalaen.

Museum vil bevare

Vurderingen bliver bakket op af Museum Vestsjælland, hvor museumsinspektør Pelle Skrubbeltrang erklærer sig enig i vurderingen af bygningen, som er opført i år 1800. Det er den ældste del af gården, mens de øvrige bygninger på matriklen er fra henholdsvis 1951 og 1959. Det er altså den ældste del af gården, og den sidste rest af den oprindelige firlængede gård, ejerne ønsker at rive ned.

Line Lynnerup og Daniel Nørhave danner par og er i øvrigt bosat i Jystrup. De bor altså tæt på den gård, sagen drejer sig om.

Byrådsmedlemmerne skal stemme om sagen mandag 11. oktober, når der er byrådsmøde.