Bankolegende har sat dato for sit sidste show

Foto: Jens Wollesen SJ-MEDIER
Carl Christensen har i perioden 2015-2019 turneret rundt med to faste hjælpere, og de to kører nu konceptet videre på egen hånd. Team Banko-Carl skifter derfor navn til Brian & Fætters Bingo/Bankoshow.
Carl Christensen har i perioden 2015-2019 turneret rundt med to faste hjælpere, og de to kører nu konceptet videre på egen hånd. Team Banko-Carl skifter derfor navn til Brian & Fætters Bingo/Bankoshow. All rights reserved! Jens Wollesen +4520471563

Banko-Carl alias Carl Christensen fra Vordingborg slutter sin karriere som opråber til bankospil ved et stort arrangement i Ringsted Kongrescenter søndag 13. december 2020 klokken 15. Det skriver Ringsted Kongrescenter i en pressemeddelelse.

Arrangementet er corona-tilpasset, så der vil kun være plads til 476 gæster. Allerede nu er mere end halvdelen af billetterne solgt.

Der skal spilles om mere end 600 gevinster, som er sponseret af Super Brugsen Ringsted og mange andre virksomheder.

Når man fremviser sin billet i indgangen på dagen, ombyttes den til seks spilleplader. Der kan tilkøbes ekstra spilleplader.

Dørene åbner klokken 13.30 i Ringsted Kongrescenter, og billetten skal være indløst inden klokken 14.30, hvis man vil spille med i den 84-årige banko-opråbers afskedsshow.

Børn under tre år er tilladt på skødet.

Banko-Carl har siden 1972 levet af sine banko-shows, der er nået ud til tusindvis af danskere.