
Omkring 900 ansatte på Danish Crowns slagteri i Ringsted skal ugentligt testes for Covid-19 de næste syv uger.
Det er konsekvensen af, at en gruppe ansatte hen over weekenden og begyndelsen af ugen er konstateret smittet med Corona og foreløbig 80 ansatte er sendt hjem. Det oplyser Danish Crown til Sn.dk torsdag formiddag.
– Efter samråd med sundhedsmyndighederne, der kommer til at køre testene, skal alle vores medarbejdere på slagteriet testes en gang om ugen, de næste syv uger, siger Jens Hansen, pressechef i Danish Crown.
Efter smitteudbruddet, der begyndte i weekenden, er Styrelsen for Patientsikkerhed gået ind i sagen for at opspore, hvem de smittede har været i kontakt med henblik på at få dem testet.
Samtidig har Statens Serum Institut for opstillet et mobilt testcenter på selve slagteriet. Og det er her, de mange ansatte i løbet af den kommende tid skal testes.
Sundhedsmyndighederne og Danish Crown har ikke umiddelbart fundet anledning til at lave lignende tiltag på Danish Crowns fem andre slagterier.
– Det er vigtigt at sige, at de ting, vi beslutter, sker i samarbejde med sundhedsmyndighederne. Men det er ikke noget der er inde i billedet nu. Vi har fået opsat et mobilt testcenter i Ringsted, fordi der er sket en stor spredning af smitte med Covid-19 meget hurtigt, siger Jens Hansen til Sn.dk.
Ifølge Danish Crown blev man søndag informeret om, at den første medarbejder var smittet. I løbet af søndag og mandag morgen fik medarbejderne på slagteriet besked.
Mandag og tirsdag blev to yderligere medarbejdere testet positiv, hvorefter et større antal medarbejdere er blevet testet.
Torsdag har 24 ansatte afleveret en positiv test, mens 11 ansattes prøver er native. Det oplyser stedfortrædende tillidsmand Peter Wagner til Sn.dk torsdag formiddag.
Det tal kan stige i takt med at nye resultater foreligger.
Danish Crown har som konsekvens af smitte-udbruddet halveret produktion i Ringsted og midlertidigt stoppet eksporten til Kina. Det skriver Jyllands-Posten og Agri Tech.
Koncernens fem øvrige slagterier har skruet tilsvarende op for produktionen og sender fortsat svinekød til Kina.