
Foreløbig til den 8. oktober skal en mand i 20'erne sidde fængslet sigtet for de fem tilfælde af vold mod kvinder i Ringsted og Benløse den 29. august og 2. september.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Heri fremgår det også, at den fængslede mand, er sigtet for lignende forhold begået i Sydsjællands- og Lolland-Falsters politikreds, skriver politiet uden at oplyse nærmere om, hvilke sager, hvor mange, eller hvor og hvornår de er sket.
Det oplyses heller ikke, hvordan den nu fængslede mand forholder sig til sigtelserne, eller om han kærede fængslingen til landsretten.
Politiet oplyser dog, at manden er i 20'erne og fra Polen. Han lever uden fast adresse og arbejde i Danmark.
Fredag blev manden genkendt på Hesnæs Havn i Stubbekøbing af tre årvågne borgere, der straks ringede til politiet, lyder det i pressemeddelelsen, der fortsætter:
Sydsjællands- og Lollands Falsters Politi rykkede hurtigt ud til havnen, hvor manden blev anholdt klokken 16.52 uden dramatik. Han blev herefter kørt til politistationen i Roskilde.
Manden er her til formiddag blevet fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet frem til den 8. oktober 2020.
– Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har fået manden bag lås og slå ved hjælp af borgernes årvågenhed og hurtige reaktion. Det er vi rigtig glade for. Den slags adfærd er fuldstændig uacceptabel, og det slår vi hårdt ned på. Jeg håber meget, at de forurettede kvinder og borgerne i Ringsted nu igen kan føle sig trygge,udtaler vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard, der er leder af efterforskningen, Midt- og Vestsjællands Politi.