122 hensigts-erklæringer

Allerede i første halvår af i år skulle der have været udført en analyse af »den faktiske påstigningsfrekvens« på alle buslinjer i Ringsted Kommune. Foto: Dan Qvitzau
Allerede i første halvår af i år skulle der have været udført en analyse af »den faktiske påstigningsfrekvens« på alle buslinjer i Ringsted Kommune. Foto: Dan Qvitzau

Af Dan Qvitzau

»Jeg har kun gode hensigter«, kan en bejler finde på at sige til sin udkårne – som så må vælge at tro på de gode ord eller ej.

Hvis Ringsteds politikere bejler til vælgerne, så har de hele 122 hensigtserklæringer i budgettet for 2015-2018 at gøre godt med.

De fleste af de hensigter er effektueret eller iværksat, konstaterer kommunens administration i et notat til Økonomiudvalget.

Der er dog nogle af hensigtserklæringerne, som afventer afgørelser eller skal genbehandles i et fagudvalg eller Økonomiudvalget- og det store punkt om afbureaukratisering arbejder koncernledelsen videre med i starten af 2016, fremgår det af dagsordenen til mandagens møde i økonomiudvalget.

Der er således indkommet hele 100 forslag til afbureaukratisering alene fra medarbejderne i Socialcentret.

Alle forslag bliver taget alvorligt, også selv om de ikke alle direkte handler om afbureaukratisering – og nogle af forslagene kan Socialcentrets enheder »umiddelbart selv agere på«, forklares det.

Blandt de uopfyldte hensigter er en strategi for »internet til alle«. Den afventer et tilsvarende projekt i Region Sjælland, som har igangsat arbejdet med en analyse, hvis resultat Ringsted Kommune ser frem til at læse.

En af de større ting, som stadig venter, er byggeriet af en ny institution i Benløse. Der er dog oprettet en styregruppe og en arbejdsgruppe, som har lavet en tids- og procesplan for projektet.

Allerede i første halvår af i år skulle der have været udført en analyse af »den faktiske påstigningsfrekvens« på alle buslinjer i Ringsted Kommune, men de nødvendige data fra Movia har været så forsinkede, at politikerne først kan drøfte sagen i starten af 2016