Knap otte måneder efter, Gitte Simoni smækkede hårdt med døren til Dansk Folkeparti i Region Sjællands regionsråd og byrådet i Roskilde Kommune, har den 38årige løsgænger meldt sig ind i Socialdemokratiet.
Det skriver Socialdemokratiet i en pressemeddelelse. En nyhed, som parterne også har valgt at dele på Facebook.
– Det er ingen hemmelighed at jeg de seneste 5 år har haft et tæt og fortroligt samarbejde med Regionsrådsformand Heino Knudsen, og tæt samarbejde i mine fagudvalg de seneste 9 år i byrådet med socialdemokratiet, et samarbejde vi nu er blevet enige om skal blomstre på en ny måde, lyder det fra Simoni i pressemeddelelse.
Gitte Simoni forlod i juni sidste år Dansk Folkeparti efter gennem noget tid at have været på kant med partifæller i både byråd og regionsråd.
Hun havde sommeren 2021 tabte kampen om at blive spidskandidat for Dansk Folkeparti til regionsrådetsvalget samme efterår til Jan Herskov. Og deres samarbejde knirkede så meget, så Simoni til sidst smækkede med døren med beskyldninger om voksenmobning fra både Jan Herskov og DF-gruppeformand Merete Dea Larsen i Roskilde Byråd.
Noget de begge afviste blankt med opfodring til, at Simoni kiggede indad.
Gitte Simonis indtræden i Socialdemokratiet betyder, at S-byrådsgruppen i Roskilde indtager 10 medlemmer, mens S-gruppen i regionsrådet vokser til 16 medlemmer.
Flere partihop
Gitte Simoni er den tredje regionsrådspolitiker, der i løbet af det sidste halve år har skiftet parti.
I august sidste år forlod Ali Ünsal Venstre til fordel for De Konservative i både regionsrådet og byrådet i Køge Kommune.
I oktober skiftede Thomas Vesth Nye Borgerlige ud med Liberal Alliance i regionsråd og byrådet i Slagelse Kommune.