Signalfejl rammer sydbane-pendlere: Ingen tog resten af døgnet

Signalfejl: Her kører ingen tog resten af døgnet

På grund af signalfejl bliver tog erstattet med togbusser mellem Køge, Næstved og Nykøbing F. fra mandag morgen og resten af døgnet. Her er det et arkivfoto fra Haslev Station fra åbningen af den direkte rute til København og Nivå i sidste uge. Foto: Thomas Olsen

Foto: Thomas Olsen

Der kommer ikke til at køre tog mellem Køge, Næstved og Nykøbing Falster resten af mandagsdøgnet. Årsagen er en “omfattende signalfejl” på Sjælland, der også betyder, at der ikke kører InterCity-tog via Køge Nord, skriver DSB på deres hjemmeside.

DSB skriver, at der i stedet bliver indsat togbusser, som vil køre på disse strækninger: Nykøbing Falster – Næstved, Næstved – Køge, Ringsted – Køge Nord.

Det er mindre end en uge siden, at den nye direkte rute mellem Næstved, Haslev, Tureby og Herfølge, der fortsætter op mod København og Nordsjælland, åbnede. Togene kører i halvtimesdrift i dagtimerne, og det var en lettelse for mange pendlere på den såkaldte Lille Sydbane, at de nu kunne undgå at skifte tog på vejen til arbejde i eksempelvis København.

Men allerede dagen efter indgivelsen begyndte de første problemer i form af signalfejl.

Transportminister Thomas Danielsen (V) var lige som pendlerne glad, da forbindelsen åbnede i sidste uge, og der samtidig blev taget et nyt digitalt signalsystem i brug.

– Jeg glæder mig på vegne af passagererne, ikke mindst de sjællandske pendlere, som fremover kan se frem til færre signalfejl og dermed flere tog til tiden. Vi investerer i disse år milliarder i jernbanen, og selvom det i perioder giver ustabil togdrift, mens anlægsarbejderne foregår, så er gevinsten bedre kvalitet og flere tog til tiden, sagde transportministeren om det nye digitale signalsystem, der har muliggjort de nye direkte regionaltog mellem Næstved, Køge og København.

DSB: ærgerligt

Det er Banedanmark, der står for infrastruktur såsom signaler og jernbanespor. Men hos DSB er man ærgerlig over, at den nye strækning allerede har været ramt af så mange problemer. DSB er i tæt dialog med Banedanmark om problemerne, forsikrer Tony Bispeskov, der er informationschef i DSB.

– Det jeg kan sige, det er, at vi i DSB på vegne af kunderne er ærgerlige over, at driften har været så ustabil siden den nye strækning mellem Næstved, Køge og København blev indviet i tirsdags. Det skyldes en lang række hændelser, der er relateret til Banedanmarks infrastruktur, lyder det fra Tony Bispeskov.

Han opfordrer til, at passagerer, der skal rejse med tog på Sjælland, går ind og tjekker Rejseplanen.dk inden afgang. For pendlerne opfordrer han til, at de med fordel kan være tilmeldt Rejsetidsgaranti, så man får økonomisk kompensation, hvis togdriften på ens stækning ikke lever op til nogle præcisionskrav.

Lige siden sidste uge har DSB haft togbusser klar, hvis der skulle blive problemer på den nye stækning. Og dem er der altså desværre blevet brug for nu, påpeger Tony Bispeskov.

Senere på dagen kommer DSB og Banedanmark med en udmelding om den fortsatte drift på ruten mellem Nykøbing F, Næstved, Køge og København de kommende dage. Læs mere på DSB’s hjemmeside.