Regionsrådsformand Heino Knudsen er tilsyneladende på vej til at blive ny folketingskandidat for Socialdemokratiet i Guldborgsund-kredsen.
Det bekræfter flere kilder over for sn.dk
Kredsens hidtidige S-kandidat, Thorkild Homboe-Hay, trak sig for en uge siden som kandidat – knap fem måneder efter det seneste folketingsvalg, hvor Holmboe-Hay med 2677 personlige stemmer ikke opnåede en plads i Folketinget. Det var første gang i mange år, at kredsen ikke gav valg til en socialdemokrat.
Nu skal der findes en afløser. Og det skulle ifølge Sn.dk’s oplysninger blive den 43-årige S-politiker, der har siddet på formandsposten i Region Sjælland siden regionsrådsvalget i 2017, og som derfor ikke genopstiller ved næste valg i 2025.
Hovedpersonen selv har umiddelbart ikke så meget at sige til sagen.
– Det har aldrig været nogen hemmelighed, at jeg godt kunne tænke mig at stille op til Folketinget en dag. Men i forhold til det konkrete kandidatur i Guldborgsund har jeg ingen kommentarer, siger han til Sn.dk.
Kredsbestyrelsen i Guldborgsund skal mødes mandag aften, hvor spørgsmålet om en ny folketingskandidat er på dagsordenen.
Før det møde er afholdt, vil Socialdemokratiets kredsformand i Guldborgsund-kredsen, Bjarne Petersen, ikke udtale sig om navne til den ledige plads som folketingskandidat.
– Når man er formand for en bestyrelse, hvor der endnu ikke er truffet beslutninger, så vil det være forkert af mig både at be- eller af-kræfte noget. Det kan jeg ikke, siger han.
Men hvad siger du til, at Heino Knudsens navn bliver nævnt som jeres nye folketingskandidat?
– Det lyder da som et spændende navn, og en glimrende idé, du præsenterer mig for. Men jeg har ingen kommentarer før mandag aften, siger han.
Heino Knudsen er født, opvokset og stadig bosat i Nakskov på Lolland. Han har siddet en enkelt periode i byrådet i Lolland Kommune, hvor han var formand for Kultur- og fritidsudvalget, inden han blev spidskandidat for Socialdemokratiet til regionsrådsvalget i 2017. Siden har han siddet som formand.
Om den 43-årige S-politiker, der fik over 50.000 personlige stemmer ved det seneste regionsrådsvalg i november 2021, fortsætter som regionsrådsformand er uklart.
Men skulle han blive ny spidskandidat for Socialdemokratiet i Guldborgsund, kan han i princippet fortsætte som regionsrådsformand indtil næste regionsrådsvalg i november 2025, hvor partiet kan nå at få en ny spidskandidat kørt i stilling.
Med det forbehold, at der skulle komme et folketingsvalg i utide.