Medvind efter turbulens: Nu stiger boligsalget

Efter månedsvis med færre solgte boliger er udviklingen ved at vende. Og det er ikke kun forårets komme, der spiller ind, fremhæver ekspert

Medvind efter turbulens: Nu stiger boligsalget

Salget af særligt villaer og rækkehuse stiger nu igen efter nogle svære måneder. Foto: Niels Sørensen.

Ejendomsmæglere og boligsælgere har fået deres tålmodighed sat på prøve hen over efteråret og vinteren, hvor boligsalget og priserne i Danmark tog et kraftigt dyk, efter at der var enormt mange handler og høje priser i slipstrømmen på corona-pandemien.

Højeste i 10 mdr.

I marts måned i år blev der blev solgt 6.963 boliger i Danmark. Det er det højeste antal bolighandler siden maj sidste år. Det viser nye tal fra Boligsiden.dk. Sammenlignet med februar i år, er der tale om en stigning i det samlede boligsalg på landsplan på 24 procent, skriver Boligsiden.dk i en pressemeddelelse.

Selvom interessen for at købe nyt er spredt på flere boligtyper, er det særlig salget af huse, der går fremad. Boligsidens nye handelstal viser, at der i marts måned blev solgt 4.295 villaer og rækkehuse rundt om i det danske land.Dermed blev der solgt 27 procent flere huse i marts sammenlignet med februar måned.

I de 15 kommuner, der udgør avisens primære dækningsområde på Sjælland (Region Sjælland undtagen Lolland og Guldborgsund Kommune) blev der solgt 677 villaer og rækkehuse i marts, ligesom der i sidste måned var fremgang i hussalget i 12 ud af 15 kommuner i området.

Den stigende handelsaktivitet er gældende for alle boligtyper. Men særligt for huse og sommerhuse er der kommet ekstra gang i bolighandlerne.

I marts blev der solgt 4.295 villaer og rækkehuse, hvilket er det højeste antal salg siden maj måned sidste år og samtidig 27 procent flere end i februar måned.

Samtidig blev der sat underskrift på 713 købsaftaler for sommerhuse. Det er 42 procent flere end i februar.

Efterspørgslen stiger også for lejligheder. I marts blev der solgt 1.356 lejligheder, hvilket er 11 procent flere end i februar måned.

Kilde: Boligsiden.

– Vi ser normalt en stigning i handelsaktiviteten ved overgangen mellem februar og marts, og ser vi på den procentuelle udvikling, er der tale om en vækst på nogenlunde samme niveau som på samme tidspunkt i de seneste to år, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, i pressemeddelelsen.

I 2022 og 2021 var der således tale om en stigning i boligsalget på henholdsvis 15 og 21 procent fra februar til marts måned.

Til gengæld har dette års udgangspunkt været et andet, fordi der har været lagt en kraftig dæmper på boligsalget i særligt andet halvår 2022, hvor antallet af bolighandler nåede ned på laveste niveau i mere end 10 år. Men nu ser det altså lysere ud for boligsælgerne.

– Bolighandlen er stille og roligt taget til i de første måneder af 2023, og særligt i marts har vi set, at den afventende adfærd, som flere boligkøbere har haft igennem efteråret og vinteren, nu er omsat til handling, siger Birgit Daetz.

Udviklingen skal ses i lyset af den generelle økonomiske situation, fremhæver Birgit Daetz, med fortsat høje renter på boliglån og et højere inflation end normalt. Men de seneste par måneder har både renter, inflation og energipriser dog stabiliseret sig.

– Det bidrager til mere stabilitet i de enkelte husholdninger, hvilket er med til at give det ekstra skub til bolighandlen, som vi har set i marts, siger hun.