Uventet gæst søgte husly på husbåd

En stor han-mink er nyeste indbygger på Jesper Dahls husbåd i Nykøbing Havn. Privatfoto: Jesper Dahl
En stor han-mink er nyeste indbygger på Jesper Dahls husbåd i Nykøbing Havn. Privatfoto: Jesper Dahl

Under Jesper Dahls husbåd på Nykøbing Havn bor en odder. Det troede han i hvert fald indtil i går.

Odderen er et sjældent syn på Sjælland, og derfor var overraskelsen ligeledes stor, da han opdagede den firbenede gæst, som havde søgt husly under en gummibåd ved husbåden lige uden for soveværelsesvinduet.

Et vindue, som husets kat den seneste uges tid har fundet vældig interessant.

– I går eftermiddags (onsdag, red.) registrerer jeg et større dyr i vandet og tænker først, at det var en lille sæl. Den dykker, og jeg siger til min kæreste, at vi lige skal prøve at kigge, om ikke den kommer op igen. Et minuts tid efter kommer den op med en fisk i munden og svømmer derefter over mod vores husbåd. Vores kat iler så ned i vores soveværelse, op i vinduet og er helt balstyrisk. Vi kommer til og ser så odderen/minken mave sig ind under en gummibåd, vi har liggende bag på husbådens terrasse, beretter Jesper Dahl om den uventede naturoplevelse.

Dyret havde han held til at fange på kamera og vise det frem i et opslag på Facebook. Her var meningerne delte – var det en mink eller en odder?

Hos Naturstyrelsens vestsjællandske afdeling i Nykøbing fik man torsdag en henvendelse fra Jesper Dahl, som ønskede svar på, hvad det nu var for et dyr, der var på havnevisit.

– Vi har været i kontakt med dem, der har set dyret, og set billederne, og der er altså tale om en stor og velvoksen han-mink, fortæller Olaf Gudmann Christiani fra Naturstyrelsen.

På spørgsmålet, om der overhovedet findes oddere i Odsherred, er Olaf Gudmann Christianis svar kort og godt:

– Næppe.

Uanset hvilket dyr der er tale om, så er det velkommen til at blive i Nykøbing Havn.

– Jeg er nu glad for at have en mink boende et stykke tid endnu, fortæller husbådeejeren.