Utryghed.
Det ord bruger flere sommerhus-ejere i Høve Strand, efter en påsat brand ramte området tirsdag aften.
Indbrud i mindt syv sommerhuse
Men utrygheden skyldes ikke kun flammerne.
For onsdag formiddag, da Nordvestnyt besøger sommerhus-området, opdager nogle beboere, at mange sommerhuse har været udsat for indbrud.
Mens vi er til stede, hører vi om mindst syv sommerhuse på Vej 14 og 15, der har haft besøg af ubudne gæster.
Sommerhus-ejer Jørgen Henriksen siger:
– Der var nogle redskabsskurer og garager, der var brudt op. Men det værste er branden. Det bryder vi os ikke om. Det er lidt utrygt.
Politi kan ikke overkomme det
Jørgen Henriksen og hans kone Birgitte har haft deres sommerhus i 34 år, og de har også selv været udsat for indbrud tidligere.
Men det har ikke altid været så slemt med indbruddene, mener sommerhus-ejeren.
– Det er først inden for de sidste fem år. Men det er et kæmpe område, og politiet kan slet ikke overkomme det.
Sommerhus-ejer: lidt utrygt
Ikke langt derfra går Bjarne Aagaard rundt med sin kone.
De har lige opdaget to indbrud onsdag formiddag.
– Vi kigger altid efter vores venners huse. Men det er lidt utrygt. Især med branden, fortæller Bjarne Aagaard.
Hos ordensmagten er politiassistent Hans Jørgensen klar over kriminaliteten.
– Vi ved, at området er hårdt ramt af indbrud, siger han, da Nordvestnyt taler med ham foran sommerhuset, som en ukendt person satte ild til.