Ung kunstner inspireret af teatrets verden

Den lokale kunstner Annika Thue Jensen, der i 2022 modtog »Ingrid Britta Christensens Kunstnerlegat for unge«, har netop færdiggjort sin udsmykning af Teaterpassagen ved Odsherred Teater.

Teaterpassage udsmykkes: Ung kunstner inspireret af teatrets verden

Billedkunstner Annika Thue Jensen i gang med udsmyknings-arbejdet i Teaterpassagen. Privatfoto

Ni porte og passager i Nykøbing Sjællands gågade blev i 2017-18 udsmykket af ni lokale kunstnere i kunstprojektet “Geopark-passager”.

Nu følger Odsherred Teater op med en udsmykning af Teaterpassagen mellem Algade og p-pladsen i Holsts Have.

Den unge, lokale kunstner Annika Thue Jensen, der i 2022 modtog »Ingrid Britta Christensens Kunstnerlegat for unge« ved prisfesten OdsHædring, står bag udsmykningen på den ene langside i Teaterpassagen.

Den anden passage-side er fortsat gylden og korresponderer med den gyldne kerne i den nye teatersals-bygning.

Annika Thue Jensen har kreeret nogle Matisse- og Picasso-inspirerede kontur-tegninger, stiliserede figurer, som er forstørret op og overført til den sorte væg ved hjælp af skabeloner.

Én af Annika Thue Jensens maske-lignende teater-figurer i udsmykningen af Teaterpassagen. Foto: Stefan Andreasen

Udsmykningen er inspireret af alt det, der foregår i teatrets verden. De forskellige karakterer og skuespillere, siger Helle Christence Ankerstjerne, projektleder på Odsherred Teater.

– Det er ung samtidskunst, der går ud og hilser på det andet projekt i gågaden med geopark-passagerne, siger Helle Christence Ankerstjerne.

– Med mine værker ønsker jeg at skabe åbne, visuelle fortællinger, som frit kan tolkes af beskueren, og som kan inspirere deres individuelle kreativitet, siger Annika Thue Jensen.

– Både børn og voksne kan gå på opdagelse i mine universer. Det glæder mig at høre, at værkerne afkodes og tolkes forskelligt, fordi de både indeholder abstrakte og figurative elementer, siger kunstneren.

Odsherred Kommune støtter Odsherred Teaters nye passage-kunst med 35.000 kr. fra områdefornyelses-puljen “Små sikre succeser”.

Der er fernisering på udsmykningen i slutningen af marts.