
Opera-projektet The Three Tenors med verdens-tenorerne Luciano Pavarotti, José Carreras og Plácido Domingo har inspireret de tre tenorer fra Operaen i København, John Venning, Peter Steen Andersen og Sune Hjerrild til trioen De 3 Kgl. Tenorer, som kan høres til festlig nytårskoncert i Nykøbing Sj. Kirke, fredag den 29. december kl. 19.
Ligesom de verdenskendte forbilleder serverer De 3 Kgl. Tenorer et bredt, iørefaldende, rørende program med highlights fra kendte operaer og operetter. Blandt andet synges arien »Nessun Dorma« fra Puccinis opera »Turandot« og duetten »Au fond du temple saint« fra George Bizets opera »Perlefiskerne« – begge var også på The Three Tenors' repertoire.
De 3 Kgl. Tenorer har en afstikker til øresprøde danske sangklassikere som Kai Normann Andersens »Den allersidste dans« fra filmen »Mød mig på Cassiopeia«.
Sune Hjerrild er i forvejen godt kendt med Odsherred – i 2011 sang han partiet som Rodolfo i Odsherred Teaters dogme-opsætning af Puccinis »La Bohème«, blandt andet arien »Che gelida manina« (»Så kold den lille hånd er«), og i 2015 var han med i en highlights-opsætning af operaen under Odsherreds Kammermusikfestival.
Der er gratis adgang til koncerten.