Odsherred Teaters ældre-projekt “Gamle Scene” har søndag den 26. marts kl. 15 premiere på stykket “Tilbage” på teatret i Nykøbing Sjælland – om tomheden og ensomheden efter en ægtefælles død. Om at vende tilbage til livet og glæden.
Som noget nyt har foreningen bag “Gamle Scene” arrangeret en debat-række med ensomhed som tema. En ny fagperson møder op efter hver forestilling for at sætte gang i eftersnakken.
– Det er seks personer, som hver især ved en masse om ensomhed – de styrer snakken som moderatorer efter forestillingen, når vi sidder og hygger med et glas vin.
– Vi håber, at folk har lyst til at blive og være med til debatterne. Det er en anderledes måde at gøre det på, og vi tror, at der er et behov for det, siger Jane Lykke fra “Gamle Scene”.
De skal lede debatten
De seks moderatorer, der har en aften hver på teatret, er Kirsten Frydenlund, forebyggende sygeplejerske i Odsherred Kommune, den 26. marts. Psykolog Birthe Jarlfeldt, Rørvig, 27. marts. Heidi Ørskov, bedemand i Ørskov Begravelsesforretning, Holbæk, tidligere hjertesygeplejerske, 28. marts.
Karin Bundgaard Nielsen, provst i Odsherred Provsti og sognepræst i Nykøbing og Rørvig, 29. marts. Psykolog Torben Kjeldsen, Sundhedscenter Odsherred, Nykøbing, 30. marts. Inge Zander Andersen, formand for Ældrerådet i Odsherred, 31. marts.

Sang og glæde
Selvom stykket handler om sorgen, når et menneske dør, og om at få vristet sig fri af ensomheden, så er der også optimisme i handlingen.
– Der er sang og glæde og god udvikling, siger Jane Lykke.
Bente Eskesen og John Larsen har iscenesat Robin Haslund Buchs stykke, der er skrevet med afsæt i tidligere ældreråds-formand Ib Holms novelle »Ensomhed«.
