Talende ting på udstilling

Foto: Mik

Kunstnerduoen Christella Bamford og Helge Nordstrøm har i Huset i Asnæs skabt en forunderlig udstilling »Kom Hjem«.

En lyd-, video- og objekt-istallation, hvor Husets X-Rum er omdannet til et fantasy-hjem.

I det magiske univers, inspireret af »Alice i Eventyrland« og »Guldlok og de tre bjørne«, kan de udstillede hverdags-objekter tale, når man aktiverer de følsomme sensorer. Tingene fremstår som øjenvidner til hverdagen, der gammelklogt beretter om tidens gang.

Helge Nordstrøms filosofiske, underfundige digte og fortællinger er gennemgående, når sensorerne aktiveres – i kuffertens låg, i skoene, trillebøren, havestolen, vandkanden, spejlet, babyliften, sofaen, bogen, brødskæreren.

Når man åbner låget til gryden, fortæller den om ham eller hende, der kogte risene og helst ville sidde ned under madlavningen, fordi en nerve havde sat sig i klemme i den ene balle.

Indkøbs-trolleyen filosoferer om store livsperspektiver, om uendeligheden, om fødsler og dødsfald; skoene kan berette om en lille sten, der betrædes på grusvejen, og sender tankerne til istid og urfjeld. Og vasen med solsikker har været vidne til et skænderi mellem en forælder og et barn, der ender med et basta.

Christella Bamfords kunst-videoer på Ipad og tv-skærme underbygger temaet om det nære og det helt store perspektiv, skriver dagbladet Nordvestnyt.