Støt en læge fra Vig

Søren Iversen har taget et initiativ. Han vil samle penge ind til Læger uden Grænser, og midlet er fed musik og en hyggelig aften i Vig Forsamlingshus.

– Dælme et godt arbejde, de grænseløse læger gør ude i den konfliktramte verden. Det vil jeg gerne støtte.

Sådan tænkte Søren Iversen, fra Vig, og nu gør han sammen med en masse musikalske feinschmeckere noget ved det. Lørdag den 27. februar klokken 19.00 til 01.00 holder han støttekoncert for Læger Uden Grænser i Vig Forsamlingshus, og programmet er ved at tage form.

Programmet for aftenen byder på duoen Wanted, troubadouren Albert Madsen, Niels Skovsgaard, Henrik Sørensen, Den Rytmiske Højskole og bandet Crossing Roads.

Billetter til aftenen koster 125 kroner, og alle indtægter går ubeskåret til de grænseløse læger.