Forfatter-spirer fra Odsherred var i centrum, da der i aftes var release på antologien »Voxpop« fra Forfatterskolen for Unge i Midt- og Vestsjælland i Kulturhus Aksen i Asnæs.
10 unge, ord-talenter fra Odsherred var i sving på talerstolen – lidt nervøse men stolte læste de op af deres fortællinger, noveller og eventyr fra »Voxpop«.
Forfatter Anne-Marie Donslund fra Vallekilde Odsherred er bestyrer og initiativtager til Forfatterskolen for Unge i Midt- og Vestsjælland, og det er tredje år, skolen udgiver en antologi med de unges tekster.
– Jeg er så stolt af, at I allerede er så dygtige og modige, sagde Anne-Marie Donslund og overlod ord og talerstol til de unge hovedpersoner i release-partyet.
De unge fra Odsherred er Annika Monrad Kühnel, Frederikke Vinther Troelstrup Samuelsen, Jeppe Just Lundgreen, Laura Hedegaard Kragh, Luna Aggerholm, Manja Haldbæk, Sandy Destiny Valentin, Mathilde Signe Müller Sofie-Amalie Føns Lomholt og Victoria Lassen Drew-Morgan.
Forfatterskolen for Unge i Midt- og Vestsjælland dækker – udover Odsherred – Holbæk, Kalundborg, Slagelse og Roskilde. I Kalundborg er der bog-præsentation fredag til kulturnatten, 20. maj i Slagelse, 4. juni i Holbæk og 14. juni i Roskilde.
Statens Kunstfond, Kulturregion Midt- og Vestsjælland og de deltagende kommuner støtter forfatterskolen.