Skadedyr lukkede Spar i Rørvig ned

Fødevaresikkerhed: Mistanke om skadedyr tvang købmanden til at lukke butikken fra lørdag og til og med tirsdag.

Skadedyr lukkede købmand

Rørvig: Måske var det rotter. Måske var det mus. Måske var det noget helt tredje. Men en eller anden form for dyreliv har fundet vej ind i Spar Købmanden i Rørvig, som lørdag brat måtte lukke butikken på grund af mistanke om skadedyr.

Dørene blev lukket, og kunderne måtte gå forgæves, da Spar i Rørvig fik mistanke om, at der var skadedyr i butikken.

Receptpligtig medicin blev kørt til Spar på Rørvigvej i stedet allerede fra mandag morgen, men først i løbet af eftermiddagen fik man dirigeret pakkeposten fra GLS samme sted hen – noget, flere kunder efterspurgte på Facebook.

Informationen var mere end sparsom fra Dagrofas kommunikationsansvarlige Jane Madsen, som ikke kunne sige meget andet end, at man da var ked af, hvis nogle kunder var gået forgæves. Hverken typen af skadedyr, omfanget eller eventuel risiko for kunderne kunne hun kommentere på, men henholdt sig til, at man havde travlt med at forsøge at få styr på situationen.

– De har travlt ude i Rørvig og samarbejder med skadedyrsbekæmperen og Fødevarestyrelsen, sagde hun.

Den foreløbige melding går på, at Spar holder lukket til og med tirsdag, men håber at kunne byde kunderne velkommen igen onsdag morgen.