
Det bliver muligvis Danmarks yngste trænerduo for et seniorhold, som skal forsøge at hjælpe Højby til en topplacering i serie 4.
19-årige Fellino Poulsen fra Nykøbing Sjælland og 21-årige Christian Velman fra Grevinge bliver spillende trænere i klubben, hvor stort set alle spillerne er ældre, end de selv er.
– Ideen opstod, da vi snakkede med de andre spillere. Men jeg kunne ikke stå med ansvaret alene, og heldigvis spurgte Christian, om han kunne være medtræner, fortæller Fellino Poulsen, der efter at have været U15-, U17- og U19-spiller i Holbæk er tilbage i barndomsklubben.
– Og jeg har altid gerne villet være træner, så jeg skal primært stå for det taktiske og Fellino skal stå for træningen, tilføjer Christian Velman.
Poulsen og Velman har som 13-14-årige spillet sammen i en enkelt sæson i Nykøbing IF, og de to unge trænere stiller sig nu i spidsen for for både venner og familie. Et eksempel på de tætte bånd på holdet er, at anføreren er træner Velmans bror Casper.
– Det var også noget af det bestyrelsen var bange for, om vores venner ville blive faste på holdet. Men der må vi skelne mellem venskab og lederskab, fastslår Poulsen, der godt ved, at der kommer udfordringer på netop det område.
– Vi har været meget optimistiske, men vi ved også at der kommer problemer. Hvis spillerne skændes kan vi ikke tage side, så det autoritære skal vi arbejde med. Det jeg frygter mest, er at vi måske mister nogle venner, siger Fellino Poulsen og kigger ned i bordet.
De to trænere har i første omgang kun lavet en aftale for forårssæsonen. Men der er masser af opbakning fra bestyrelsen.
– Min begrundelse som formand er, at man kører meget rundt i de samme trænere, og de bliver ikke yngre. Og vi vil godt være med til at give unge chancen. Vi ved godt, at der er en risiko, men vi har ingen planer om at skulle højt op i rækkerne, siger Højbys formand Lars Madsen.