Først blev den corona-aflyst, så kunne den alligevel gennemføres i neddroslet form, og torsdag åbnede en glad Knud Skriver Nykøbing Rørvig Jazz Festival; den femte i rækken.
– Det er skønt, at det alligevel kunne lade sig gøre at gennemføre jazz-festivalen. Og pas nu godt på hinanden – de har lige sagt i dag, at smittetallet er steget lidt igen, sagde Knud Skriver til festival-åbningen, der var rykket i læ, ind i Kulturhus Pakhuset, fordi det blæste for meget ude på Pakhus Torvet.
Der var også godt blæs på, da altsax-talentet – veloplagte Oilly Wallace – brillerede bebop-inspireret på altsaxofonen i front for sin kvartet.
Et stærkt, pur-ungt hold med Zier Romme Larsen på piano, Anders Krogh Fjeldsted, bas, og Malte Arndal, trommer.
Publikum fik ved frokosttid lækkert serveret et fad-fuld amerikanske jazz-standards, blandt andet den intense, smukt og følsomt spillede Sinatra- og Chet Baker-ballade »Everything Happens To Me«, hvor Wallaces altsaxofon nærmest sang, og en uptempo-version af Cole Porter-klassikeren »Just One Of Those Things«.
Kvartetten præsenterede også luftig og lyrisk jazz i numre, skrevet af Wallace – blandt andet »Living Room« og »Cote D'Azur«.
– Vi har glædet os meget til at komme og spille for jer i dag, sagde Oilly Wallace, og kvartetten demonstrerede det til fulde med sprudlende spil.
– Det er formidable unge jazz-musikere, lød det fra Knud Skriver fra Nykøbing Rørvig Jazz Festival.
Torsdag aften fortsætter festivalen med The Locals på Lokalkompagniet.
Fredag er der koncerter med Jeppe & Jazzhyænerne i Kulturhus Pakhuset og senere samme sted Kristin Corb med sin trio med Magnus Hjort på piano og Snorre Kirk, trommer.
Lørdag spiller Jan Harbeck med sin kvartet i Pakhuset.