I februar sendte vækst- og udviklingsudvalget et nyt lokalplanforslag for erhvervsområdet Planetparken i Nykøbing retur til forvaltningen til fornyet behandling, fordi det – efter udvalgets mening – ikke var visionært nok i forhold til kommunens nye erhvervsstrategi.
Planetparken er udpeget som ét af fire områder i kommunen, hvor der skal tænkes særligt visionært for at skabe plads til nye virksomheder og jobskabelse.
Men på udvalgets seneste møde måtte politikerne opgive at brede de store visioner for Planetparken ud.
– Vores idéer om udvikling og udvidelse af Planetparken kunne ikke bare lige gennemføres. Der er nogle problemer med landzone, vejbyggelinje for en statsvej, beskyttet natur og udpeget område for massegrav, som gør, at vi ikke bare lige kan udvikle. Det er noget, vi ikke bare kan ændre på, siger udvalgsformand Mathias Hansen (V).
– Men vi har givet hinanden håndslag på, at når vi skal arbejde med kommuneplanen om et par år og udstikke rammerne for erhvervsarealer, så vil vi lave om på området, så Planetparken kan udvides, siger Mathias Hansen.
– Når vi skal i gang med kommuneplanen, er det i et valgår, og så skal det ikke hedde sig, at det hele drukner, og at vi ikke kan arbejde med konstruktiv politik. Derfor har vi nu lovet hinanden, at vi godt kan lave god politik, selvom det er i et valgår, lover Mathias Hansen.
Ny lokalplan anbefales
– Det er ikke ligeså let, som vi kunne ønske os det med Planetparken, men heller ikke helt umuligt. Det kræver bare en større proces, så det skal ske i forbindelse med den nye kommuneplan. For eksempel skal landzone-arealet ud mod omfartsvejen laves om til erhvervsareal, så udvalgsvare-butikker kan få facader ud til vejen, siger Mathias Hansen.
På mødet besluttede politikerne at anbefale administrationens forslag til ny lokalplan for Planetparken.
– Nu får vi lavet lokalplanen, hvor det beskrives, hvilke typer af butikker, der må ligge i Planetparken, og hvilke der ikke må, for at beskytte detailhandels-butikkerne i midtbyen, siger udvalgsformanden.