Planer om drive-in-koncert

Foto: Per Christensen
29ODS Lions holder 80'er fest.
  Lions Odsherred holder 80'er-fest i Nordgardshallen med de to lokale bands The Formænd og Nice Guys. 
   Foto: Per Christensen
29ODS Lions holder 80'er fest. Lions Odsherred holder 80'er-fest i Nordgardshallen med de to lokale bands The Formænd og Nice Guys. Foto: Per Christensen Per Christensen

Jesper Bertelsen fra Biblioteker og Kulturhuse i Odsherred har planer om en drive-in-koncert og har fået Lars Gjerlufsen fra Den Rytmiske Højskole i Jyderup ved Vig med på tanken.

Højskolens overdækkede udendørs-scene har i de senere år været brugt flittigt, blandt andet som samlingspunkt ved folkemøderne og til koncerter, blandt andet med Folkeklubben under Geopark Festival – nu er scenen og ikke mindst arealet foran scenen kommet i søgelyset til en corona-sikker drive-in-koncert.

– Vi har scenen, og vi har græsplænen, og det stiller vi gerne til rådighed til en drive-in-koncert, siger højskoleforstander Lars Gjerlufsen.

– Når der er Vig Festival stiller vi 50-60 tipi-telte op, og de står med noget afstand, så mon ikke der kan holde 100 biler til en drive-in-koncert, siger forstanderen.

Det er Jesper Bertelsen, leder af Biblioteker og Kulturhuse i Odsherred, der har forespurgt på højskolen.

Pakhuset i Nykøbing Sjælland og Aksen i Asnæs er aktuelt lukket på grund af corona-epidemien.

– Vi savner musikken og musikerne, og vi savner vores publikum, mener Jesper Bertelsen.

Han understreger, at drive-in-idéen er helt frisk, og der er endnu ikke indgået aftaler.

I en video, som Biblioteker og Kulturhuse har lagt op på sn.dk, antyder Jesper Bertelsen, at der måske kan komme en drive-in-koncert med det lokale orkester Nice Guys, som ofte huserer i Pakhuset.

Orkestret har tidligere spillet tag-koncerter til ære for The Beatles og var i gang med en koncert-række med »Beatles efter Beatles«, da corona-epedemien brød ud.