Nykøbing: En 62-årig bilist blev søndag så opbragt over at få en parkeringsbøde, at det endte i tumult. Episoden foregik ved 13-tiden foran Lidl i Holst Have, hvor en 49-årig mandlig parkeringskontrollør kom i klammeri med en midaldrene mand.
Politiet fik på stedet kontakt til parkeringskontrolløren og et vidne, der begge kunne oplyse, at en mandlig bilejer var blevet sur over en parkeringsafgift og i den forbindelse havde slået parkeringskontrolløren over den ene hånd, så parkeringskontrollerens arbejdstelefon var fløjet langt væk.
Manden, som havde slået ham, var efterfølgende kørt fra stedet i den bil, som parkeringskontrolløren ville pålægge en afgift.

Parkeringskontrolløren havde ikke nogen synlige skader og kunne give politiet oplysninger om den mistænkte, der blev identificeret som en 62-årig mand fra Vig.
Den mistænkte blev senere på eftermiddagen fundet og anholdt, hvorefter han blev sigtet for vold mod parkeringskontrolløren. Efter afhøring til sagen blev den 62-årige løsladt, men kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.