
Høve STRAND: På den enorme parkeringsplads ved den offentlige badestrand i Høve, sukker pensionist Jan Bøttern efter mere stemning og atmosfære, som det eksempelvis er tilfældet ved Gudmindrup Strand.
Her har strandbaren Havaje succes med mad og forfriskninger til strandgæsterne.
– Sådan noget kunne vi også godt tænke os her sydpå. Og nu har Burgerhjørnet jo etableret den rullende iskiosk, og så tænkte jeg, at jeg ville sælge øl. Vi skal have lidt mere liv i den strand og parkeringsplads, forklarer Jan Bøttern, der nu venter på at få en alkoholbevilling i hus.
– De andre tilladelser fik jeg hurtigt på kommunen. De var meget hjælpsomme og hurtige, og Søren (With, ejer af Burgerhjørnet) var også med på ideen. Så var der jo både noget til børn og voksne, fortæller Jan Bøttern.
– For at jeg kan regne ud om der er noget sjov og ballade i det, og måske en krone til en gammel pensionist, så har jeg besluttet at holde mig til fem dage, selvom tilladelsen gælder hele august., siger han
Hans plan er at sælge ud af det øl, han importerer fra Tyskland i ankre, der kan tåle mange varmegrader og fade, der giver godt skum i glasset.
Priserne for øllet kommer til at ligge på niveau med cafeerne på Lyngvejen, vurderer han.