Nyt teater-koncept: To forestillinger på samme aften

Forestillingerne “Alt er floskler” og “Jeg går!” på Odsherred Teater er beslægtede og handler om polarisering. De tilbydes i det nye koncept “To for en”.

Nyt teater-koncept: To forestillinger på samme aften

Dobbeltplakaten til Odsherred Teaters dobbeltforestilling med “Alt er floskler” og “Jeg går!”. Foto: Lars Wahl

Med to mindre monolog-forestillinger på samme aften, med beslægtet tematik, kun afbrudt af en pause, afprøver Odsherred Teater i Nykøbing Sjælland i foråret det nye koncept “To for én”, inspireret af det populære britiske kultur-tilbud double bill.

Flere danseteatre arbejder også med konceptet, blandt andre Dansk Danseteater der for nyligt gæstespillede i Teater & Musik Odsherred med dobbeltforestillingen “The Roaring Twenties” og “The Hollow Men”.

I øjeblikket er der gang i prøverne på de to forestillinger “Alt er floskler” – om en mand i sorg og ensomhed efter hustruens død – og “Jeg går!” – om en kvinde, der vrister sig fri af angst for voldelige mænd, når hun går i mørket.

Dyb forståelses-kløft

De to selvstændige forestillinger handler begge overordnet om polariseringer i samfundet, siger Odsherred Teaters leder Leiv Arne Kjøllmoen, der instruerer.

– Min oplevelse er, vi som mennesker sidder i vores ekko-kamre og ikke rigtigt hører hinanden, siger teaterlederen.

– Da Metoo bevægelsen rullede over landet, blev forståelses-kløften mellem mænd og kvinder gravet et spadestik dybere. Med forestillingerne “Alt er floskler” og “Jeg Går!” prøver vi at lægge et bræt hen over kløften og giver mulighed for at få indblik i to store og vigtige problemstillinger i mænd og kvinders liv, siger Leiv Arne Kjøllmoen.

Egne livs-oplevelser

Han har skrevet “Alt er floskler” sammen med sin faste skrive-samarbejdspartner Henriette Vedel – tilsammen scenekunst-duoen Kjøllmoen/Vedel.

Skuespillerne Henrik Ipsen og Mei Oulund er på scenen i hver sin monolog-forestilling. Foto: Jens Wollesen

Dramatiker og skuespiller Mei Oulund har skrevet “Jeg går!” på baggrund af egne livs-oplevelser, og hun er selv på scenen i monologen.

Skuespiller Henrik Ipsen kan opleves som den sørgende enkemand i “Alt er floskler”.

Der er premiere på Odsherred Teater den 4. maj, og dobbelt-forestillingen kører frem til 20. maj og igen 7.-16. september.

Musiker og vokalist Randi Pontoppidan har skrevet ny musik til begge forestillinger, og i “Alt er floskler” optræder hun live på scenen.