Ny start til café

Foto: Preben Moth

Antik Caféen på Rørvigvej 225 har skiftet navn til No 225 Café.

– Vi så det store røde banner på Antik Caféen om, at den var til leje, og så sprang vi ud i det og lejede den for tre år, fortæller Bettina Andersen og Henrik Sillassen, der siden lørdag den 9. juli har stået for caféen.

De pillede med det samme det store banner ned, og det resulterede i, at der straks kom kunder, der havde savnet caféen, der nu har fået nyt navn nemlig No 225 Café.

– Vi vil gerne give caféen en ny start, og derfor gav vi den et andet navn, siger Bettina Andersen, der bliver den drivende kraft i caféen, da hun har megen køkkenerfaring fra flere steder.

– Min rolle bliver mere at sørge for, at det udendørs er i orden, rydde af og jeg kan da osse godt tage en opvask, lyder det fra Henrik Sillassen, der driver firmaet BN vagt.

Menukortet bliver enkelt med dagens ret, smørrebrød, fiskelfilet og pommes fritter, brunch lørdag og søndag samt kaffe, kage, is, øl og sodavand.

Hvis man er en gruppe, der varsler sin ankomst, så er det muligt at bestille anden mad.

Der er åbent i sommerhalvåret, og den øvrige tid er det tanken at udleje stedet til selskaber, både med og uden personale, og der er plads til op til ca. 50.

I haven bag caféen er der en forsømt minigolfbane, som caféens gæster kan bruge. Først når der etableres en helt ny minigolfbane med kunstgræs, vil det koste at bruge den.