Ny direktør på vej til Odsherred

Nyt job: Et enigt ansættelsesudvalg peger på 57-årige Ulla Gramstrup som nyt medlem af kommunens direktion.

Kvinde med magt: Ny direktør på vej til Odsherred
Foto: Christina Bode

Odsherred: Når kalenderen siger forår, starter Ulla Gramstrup som ny direktør i Odsherred Kommune. 1. marts bliver hun en del af direktionen sammen med kommunaldirektør Claus Steen Madsen og direktør Torben Greve. Ud af 15 ansøgere valgte et enigt ansættelsesudvalg hende. Som direktør får Ulla Gramstrup det overordnede ansvar for Odsherred Kommunes store velfærdsområder i form af skoler, dagtilbud, familieafdeling samt ældreplejen i form af plejecentre og hjemme- og sygepleje. Et område, der kræver sit blandt andet på grund af store udfordringer med rekruttering og budgetoverskridelser på grund af et stort vikarforbrug. Men præcis det, har den nye direktør stor erfaring med. Hun kommer senest fra en stilling i PA Consulting, hvor hun bl.a. har rådgivet om etablering af nye planlægningssystemer og -rutiner i kommunal hjemmepleje med fokus på data, ledelse og medarbejdertrivsel – med stor reduktion i vikarforbrug og højere borgerkontinuitet som resultat.

Ulla Gramstrup har været leder i 20 år, her af 14 som offentlig topleder og medlem af direktionen i Københavns, Greve og Egedal kommuner.

– Når vi har valgt Ulla, så er det ikke mindst, fordi hun igen og igen gennem sin flotte toplederkarriere har udvist strategisk udsyn og opnået stærke resultater. Ikke mindst når det handler om strategisk forandringsledelse og at skabe organisatorisk sammenhængskraft, helhedstænkning og at bringe fagligheder sammen i tværgående samarbejde. Vi er overbevist om at Ulla er den rette person til opgaven og at hun kan medvirke til at udvikle os i Odsherred Kommune. Vi glæder os til at byde hende velkommen, siger kommunaldirektør Claus Steen Madsen i en pressemeddelelse.

Odsherred Kommune har fundet sin nye direktør. Foto: Christina Bode

Ulla Gramstrup er 57 år og bor i Dyssegård. Hun er uddannet akademiingeniør suppleret med videreuddannelse i form af bl.a. en HD i International Virksomhedsledelse og Økonomi samt flere lederuddannelser, og hun ser frem til at blive en del af holdet i Odsherred Kommune:

– Jeg blev især motiveret til at søge på grund af de stærke lokale fællesskaber og den samarbejdsånd, som kendetegner Odsherred. Det er min erfaring fra mit virke som leder, at det netop er ved at tænke i helhedsorienterede løsninger, tillid og tværgående samarbejde, at vi kan skabe resultater – til gavn for borgerne. Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi sammen kan udvikle gode, helhedsorienterede løsninger på de udfordringer vores velfærdssamfund står overfor, siger Ulla Gramstrup i pressemeddelelsen.