Natur i dagplejen

Et økonomisk tilskud fra Friluftsrådet i Vestsjælland har gjort 10 af Odsherred Kommunes dagplejere til naturdagplejere, og flere er på vej. Naturen skal i børnehøjde i Odsherred.

Mariehønsebure, blomsterpresse, pilehytter, sansegynger og frø-plantning. Der skal læres nye ord, når 10 af Odsherred Kommunes 140 dagplejere nu bliver naturdagplejere. Med et økonomisk tilskud på 45.000 kroner fra Friluftsrådet i Vestsjælland er det blevet muligt at få jord under neglene i dagplejen, og ifølge dagplejepædagog i Odsherred Kommune, Trine Stevns Sørensen, er det en mangeårig drøm, der opfyldes.