Roskilde Festival har Orange Scene som vartegn og logo; i bestyrelsen i Mokio, Musik og Kultur i Odsherred er man ikke bange for at drømme stort og højt om fremtidens openair-koncerter i Helenehaven i Højby. Både når det gælder danske og internationale topnavne, størrelsen på publikum og ikke mindst scenen.
Mokio venter lige nu på Odsherred Kommunes økonomiudvalgs behandling af den nyligt afsluttede nabohøring om Helenehaven:
Om Mokio må langtidsleje eller købe kommunens boldbane – under hvilke betingelser der kan skabes koncerter – og hvor store koncerter.
Og imens tænker bestyrelsen tårnhøje tanker om at bygge en stor, fast, professionel musik- og kulturscene, der skal kunne huse de helt store, internationale bands, som tiltrækker tusinder af publikummer.
– Kunne vi få et navn som Keith Urban til at spille i Helenehaven vil det skabe kæmpe publikumsinteresse, siger Mokio-formand Anders Munch.
Mokio har fået tegnet og lavet ingeniørberegninger på en scene med cirka 200 kvadratmeter scenegulv, inklusiv bagscene – 15 meter bred, 14 meter dyb og 11 meter høj.
Der er indhentet tilbud på scene-byggeriet, der vil koste cirka 3,5 mio. kr.
Dertil kommer alt udstyr til scenen. Alene installation af strøm-kabler – 400 ampere – til koncerterne vil koste en mio. kr.
Der skal også installeres kloak og vand og indkøbes professionelt PA-anlæg med mikrofoner, monitor-højttalere, kabler og højttaler-front.
Scenebygningen skal udstyres med permanente broer i loftet, så højttalere, elektronik-skærme, lys-robotter og projektører kan hejses op med svært løftegrej.
Udover store rock-og pop-koncerter vil scenen kunne bruges til teaterstykker, hvor der skal sænkes store sæt-stykker ned fra loftet, og til koncerter med store symfoni- og underholdningsorkestre.
Den dybe bagscene gør det muligt at køre til med lastbiler og begynde arbejdet med bandskifte, mens der er musik ude på forscenen.
– Den skal bygges som en stor beton-scene, som man kan beklæde med sceneplader og tæpper, hvis musikerne ønsker det, siger Anders Munch.
Den store scenebygning skal have en karakteristisk udformning, så den kan bruges som logo for Helenehaven og være et vartegn for Odsherred, siger Anders Munch.
Samlet pris for den fuldt udbyggede scene vil være et tocifret millionbeløb.
Anders Munch har tidligere afsløret, at foreningen drømmer om giga-koncerter i kategorien Bruce Springsteen, AC/DC og Metallica om to-tre år.
Kæmpe-navne, der kan trække 20.000 mennesker eller flere til Helenehaven.
Når Horsens kan, så kan Odsherred , som har landets største sommerhusområde, også, lyder mottoet.
Men først skal der en aftale på plads med økonomiudvalget om Helenehaven.
– Vi håber jo, at politikerne kan se det som en mulighed, at Mokio skal arrangere en masse musik og kultur i Helenehaven på den gamle fodboldbane i Højby i fremtiden; til glæde for borgere, sommerhusejere og turister.
– Vi kan blive et nyt kraftcenter i Odsherred, som sammen med alle de øvrige aktører kan gøre området endnu mere tiltrækkende. Vi vil kunne trække masser af publikummer fra hele landet, som vil overnatte og bruge penge, når de er i Odsherred, siger Anders Munch.