Musikforening: Koncert-program for 2021 er på plads

Musikforening: Koncert-program for 2021 er på plads

Foreningen Musik i Asnæs har nu koncert-programmet for 2021 på plads.

Den planlagte januar-koncert med det unge trompet-talent Victor Koch Jensen, der har medvirket på Frederik Cilius' hold »Den klassiske musikquiz« på DR2, er på grund af corona-restriktioner flyttet til oktober.

Så årets første koncert i Musik i Asnæs er med Amadeus Kvintetten den 21. marts.

Ensemblet er opkaldt efter Mozarts berømte, iørefaldende klarinetkvintet, som de fem musikere havde et brændende ønske om at optræde med.

Den 16. maj er der planlagt solokoncert med cellist Cansin Kara i Asnæs Kirke, hvor han skal spille et program med Bachs cello-suiter. Han er for nyligt ansat i DR SymfoniOrkestret.

– Vi håber, at vi kan komme tilbage til salen i Mejeriet i september, hvor vi har en »genudsendelse« på programmet, en koncert som måtte aflyses i 2020, med den svenske violinist Isabelle Bania, siger Bjørn Monberg fra Musik i Asnæs.

I november er der koncert med koloratur-sopran Nina Sveistrup Clausen, der tidligere har boet i Asnæs. Hun er aktuel i rollen som »Nattens dronning« i Mozarts »Tryllefløjten« på Det Kgl. Teater.

Nina Sveistrup Clausen er datter af jazzpianist og komponist Thomas Clausen, og til koncerten vil hun – udover opera-materiale – synge nogle af faderens sange.