Mennesker og dyr blev dårlige efter udslip af røggas fra pyrolysefabrik

Mange i Egebjerg beretter om kvalme, hovedpine og svimmelhed efter røggasudslippet fra pyrolysefabrikken.

Lugt af rådne æg. Følelsen af at blive kvalt. Gasagtig, vammel, kvælende luft. Uudholdelig stank.

Beboere i Egebjerg har fortalt om, hvor voldsom oplevelsen efter røggasudslippet fra pyrolysefabrikken var. Men det handlede ikke kun om ubehageligheder ved dårlig lugt. Flere blev direkte dårlige og følte sig syge. Hovedpine og kvalme er de gennemgående klager.

“Fuck hvor det stadig stinker udenfor – specielt nede i den ende hvor fabrikken er, skrev Martin Brylov von Wessendorf på Egebjergs Facebook-gruppe. Han var så bekymret for gaslugten, at han gik ned med et par gasmasker til sine forældre, som bor tæt på fabrikken.

“Og bare det korte stykke tid, jeg var dernede, fik jeg det som om der er en ring, der sidder og trykker rundt om hovedet konstant. Min hund går og savler og det virker også, som om han har det dårligt!” skrev han på Egebjergs facebook-gruppe.

En kvinde beretter om, at hun har talt med sin søn, der er vågnet om natten ved den grimme lugt. Han har kvalme og føler sig svimmel. Han bor også ganske tæt på Green Energy Circles pyrolyseanlæg, hvorfra røggassen kom.

Man blev utilpas og dårlig

Samme oplevelse havde Rikke Pollmann, der bor på Gelstrupvej, og Christina Lotus Lundholt, der bor bare 100 meter fra pyrolyseanlægget.

– Man blev dårlig af at være ude i det, siger Rikke Pollmann, der har været meget vred over, at skolen lod børnene gå ud og lege i den ulidelige stank.

Christina Lotus Lundholt føler sig overbevist om, at røggassen var sundhedsskadelig. Hun tror ikke et sekund på Green Energy Cirles forsikringer om, at lugten var lige så uskadelig som lugten, når landmænd kører gylle på markerne.

– Jeg har to kaniner, der gik udenfor i haven. Den ene er død efter det her røggas var overalt. Det er selvfølgelig ikke til at vide, hvorfor hun døde. Men hun døde et døgn efter, siger Christina Lotus Lundholt, der gerne vil se noget dokumentation for, hvad den kvælende gas egentlig indeholdt.

Christina Lotus Lundholt havde to kaniner gående ude i haven cirka 100 meter fra pyrolysefabrikken. Hun ved godt, at dødsfaldet kan skyldes andre ting. Men hendes kanin blev syg og døde dagen efter, det voldsomme røggasudslip. Foto: Pia Larsen