Maud & Mænd snart klar med første single

Sanger og musiker Maud Kofod, Fårevejle, tidligere forsanger i Fede Finn & Funny Boyz, har sammen med de tre Funny Boyz-musikere Robert Langkilde, Lars Andreasen og Jimmi Koldenborg dannet det nye Maud & Mænd, og den 14. marts udsender de første single.

– Det er en sang som meget symbolsk for vores situation handler om det at flytte sig fra ét sted til et andet, fortæller Maud Kofod, der på nuværende tidspunkt ikke vil afsløre titlen.

– Det er vores første sang, der er helt klar. Vi har flere i gang, vi har bare ikke nået at gøre dem færdige til indspilning på den korte tid. Inden årets udgang skulle vi gerne have et helt album klar. Vi forhandler med et pladeselskab lige nu, fortæller Maud Kofod.

– Vores stil bliver lidt country-rocket, lidt i stil med Suzi Quatros »If You Can't Give Me Love« – den der blev til »Du Må Godt Få Lov« i Fede Finn & Funny Boyz, fortæller sangerinden.

Bandet repræsenteres af det store bookingselskab Showbizz Danmark, der inden længe melder ud om den nye tourplan.

– Der har været stor interesse for at booke os, men endnu er der ikke endeligt forhandlet kontrakter, så jeg kan ikke sige, hvor og hvornår vores første koncert bliver, siger Maud Kofod.

I december opløstes det gamle Fede Finn & Funny Boys. Grundlægger Lennart Johannesen har netop offentliggjort medlemmerne i den nye version af Fede Finn & Funny Boyz.