Masser af bonus-info fra Martin Bigum

Foto: Mik

Den populære billedkunstner og digter Martin Bigum trak fuldt Kulturhus i Nykøbing Sjælland tirsdag aften og overøsede publikum med sproglige finurligheder, satire og kunsthistorie, skriver dagbladet Nordvestnyt.

I DRK's Kunstquizz er han en artistisk hurtig-tegner og en finurlig rad med kunstfaglig bonus-info.

– De små 10 sekunders bonus-info er som små laguner, sagde Martin Bigum og leverede en sand lagune af et foredrag om sin vej i kunsten.

De 130 publikummer fik en underholdende snurretur gennem fem årtiers kunst- og kulturhistorie.

Han tog afsæt i barndommens forvirrende, sugende billedverden.

Som kun 15-årig fik Martin Bigum chancen for at tegne for satiremagasinet MAD.

Michael Kviums »Selvportræt« i 1985 var en livsforandrer for en ung kunstner in spe – et maleri med rødder i klassisk maleri i en tid med »unge vilde« og »kunsten-er-død«.

– I 1989 købte jeg et stort lærred. På tv var der gang i to kanaler – optagelser af jubel over Berlin-murens fald – på den anden kanal sort-hvide optagelser af zeppelinere. Et clash mellem to opfindelser, man troede skulle være bestandige. På mit bord lå Günther Grass' roman »Bliktrommen«. I mit billede ser man en zeppeliner og Oskars tromme og stikker – alle kan være Oskar. Jeg ville være noget andet end »de unge vilde«.

I 1990 fik Bigum antaget »Das Oskar – World Tour 1990« på Charlottenborg. På ferniseringen var det solgt.

– Så var jeg pludselig total mega-billedkunstner.