Lyserøde heste med BH

Foto: Peter Andersen

Humøret var højt selv om anledningen var alvorlig, da godt 100 heste og deres ryttere lørdag formiddag mødtes på parkeringspladsen ved det tidligere rådhus i Fårevejle. Alle klædt i Lyserødt. Enkelte heste endda med BH på.

– Vi kender nok allesammen nogen, som er eller har været ramt af den grimme sygdom, sagde Merethe Kepp fra Ferierytter, da hun bød de mange ryttere velkommen til arrangementet »Lyserød lørdag – 100 heste på Lammefjorden«, hvor der blev samlet ind til kampen mod brystkræft. Dagens ridt var arrangeret af Lammefjordens Grøntsagslaug og Ferierytter, og især den lokale repræsentant for Ferierytter, Nina Lemkow, har haft travlt.

– Hvor er det fedt, at se så mange lyserøde damer. Man bliver næsten helt rørt, sagde hun med tydelige tegn på, at det var hun allerede.

En kvinde kom kørende med en trillebør.

– Har I nogen lorter, spurgte hun, og samlede med et smil de hestepærer op, som var blevet efterladt..

De mange heste og ryttere blev sendt af sted i hold med 5-10 minutters mellemrum.

– De store heste rider hurtigst, så I går først. Husk at lytte efter jeres rideguider, for de kender ruten, sagde Nina Lemkow.

Ruten gik ad Adelers Alle, ind over marken mod Brogaarden og så videre til Kirkebyen.

– Terrænnet er fladt som en pandekage. Man kan se en hare løbe i 14 dage her på Lammefjorden, Rid stille og roligt – og nyd turen. lød den sidste salut til det første hold ryttere, som blev sendt af sted.

Overskuddet fra lørdagens lyserøde ridetur var på godt 10.000 kroner, som går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

– Det var bare en fantastisk dag, sagde Nina Lemkow.