Lilholt-koncert flyttes fra kræmmerpladsen til Viggos Børneland

Arrangørerne bag Lars Lilholt open-air i Vig i juli har fundet en mere intim og hyggelig plads til koncerten, nemlig den gamle håndboldbane, som også bruges af Vig Festival.

Lilholt-koncert flyttes fra kræmmerpladsen til Viggos Børneland

Koncerten med Lars Lilholt Band flyttes fra skråningen på kræmmerpladsen i Vig til den gamle håndboldbane, der også bruges til Viggos Børneland på Vig Festival. Foto: Jens Wollesen

Foto: Foto Jens Wollesen

Sommerens Lars Lilholt-koncert i Vig fredag den 28. juli bliver flyttet fra skråningen bag supermarkederne på kræmmerpladsen til den gamle håndboldbane, hvor Vig Festival plejer at indrette Viggos Børneland.

– Vi ser meget frem til at kunne afholde Lars Lilholt-koncerten på den nye plads. Vi har i samarbejde med Lilholt valgt området, fordi det er mere intimt og minder meget om pladsen på Pottegårdens parkeringsplads, hvor koncerten blev afholdt i mange år.

– På det nye stede kommer man til at stå noget tættere og omkranset af træer og dermed i læ for eventuel vind, siger Jørn Dyhrberg Hansen, formand for FK Odsherred, der arrangerer med hjælp fra Vig Familieby og Støtteforeningen Vig Tuske og Kræmmermarked.

Queen-coverband

– Vi glæder os til at kunne tilbyde en dobbelt-koncert, hvor vi også har sagt ja til et rigtigt godt Queen-coverband. Det betyder, at vores gæster skal opholde sig på pladsen i længere tid, så der vil blive mulighed for at købe lidt forplejning undervejs, udover vores drikkevarer, siger Jørn Dyhrberg Hansen.

Der vil blive optimale muligheder for parkering og toiletforhold, fordi arrangørerne kan bruge faciliteter fra Vig Festival, der lige er blevet afholdt.

– Vores nye plads kan sagtens rumme det samme antal gæster som tidligere på Pottegården, siger FK Odsherreds formand.

Sidste år kom der 1300 publikummer til Lars Lilholt-koncerten i Vig, og selvom arrangørerne håber på flere gæster i år, er budgettet tilpasset samme antal, oplyser formanden.

God gammel tradition

I mere end 25 år var Lars Lilholt-koncerten en årlig tradition på p-pladsen ved Pottegården på Ellinge Lyng, hvor FK Odsherred var samarbejdspartner og leverede arbejdskraft.

I mere end 25 år var Lars Lilholt-koncerten en årlig tradition på p-pladsen ved Pottegården på Ellinge Lyng. Foto: Jens Wollesen

Efter Pottegårdens lukning overtog FK Odsherred Lilholt-traditionen og allierede sig med Vig Tuske og Kræmmermarked og Vig Familieby.

Lars Lilholt planlægger en stor danmarks-turné med bandet i 2023 med 40 koncerter i anledning af sit 40 års jubilæum.

I 1982 udgav Lars Lilholt albummet “Og fanden dukked' op og sagde ja”, og det førte til dannelsen af Lars Lilholt Band med første koncert på Sysseltinget i Hjørring. Siden har Lars Lilholt Band spillet tusindvis af koncerter og fik i 1990'erne tilnavnet "De Lyse Nætters Orkester".