Krydser byskiltet: Fjernvarmen rykker ind i kirkebyen

I denne uge når fjernvarme-gravearbejdet til Fårevejle Kirkeby.

Krydser byskiltet: Fjernvarmen rykker ind i kirkebyen

Borgerne i Fårevejle Kirkeby skal vænne sig til gravearbejde. Odsherred Forsynings udrulning af fjernvarmenettet har nået en ny milepæl.

Foto: Odsherred Forsyning

Den har været på vej et stykke tid, og generet trafikken på Adelers Alle. I denne uge krydser Odsherred Forsynings gravegutter byskiltet til Fårevejle Kirkeby.

Forsyningen begynder nu etableringen af fjernvarmenettet i byen. Varmeværket, som varmen kommer fra, er under opførelse i Fårevejle Stationsby, som siden sommer har levet med gravearbejde snart sagt overalt i byen.

− Det går enormt stærkt med etableringen af fjernvarme, og lige nu er vi foran tidsplanen i Kirkebyen, og det er takket være en stor flok, der alle knokler for at få fjernvarmen frem til kunderne, siger konstitueret forsyningsdirektør, Claus Thorsen.

Arbejdet i Kirkebyen følger arbejdet med hovedledningen på Adlers Alle, hvor sidevejene kommer med efterhånden, som entreprenøren Per Aarsleff A/S graver sig frem. Etableringen af fjernvarme sker i flere etaper, og der bliver arbejdet flere steder på samme tid.

Odsherred Forsynings entreprenør Per Aarsleff har gravet sig vej fra Fårevejle Stationsby, og krydser nu byskiltet til Fårevejle Kirkeby for at etablere fjernvarmenet. Foto: Odsherred Forsyning

Varmeværk under opbygning

Varmen til Fårevejle Kirkeby kommer fra et varmeværk, der bliver opført på grunden ved Fårevejle Renseanlæg. Arbejdet med værket er allerede påbegyndt.

To akkumuleringstanke er i gang med at blive rejst. De to tanke gør det muligt at lagre varmen fra de forskellige produktionsanlæg i flere dage. Tankene sikrer, at man kan producere varme på tidspunkter, hvor elprisen er gunstig, og dermed udnytter fjernvarmesystemet de svingende elpriser.

Varmeværket kommer til at bestå af luft til vand-varmepumper, som dækker det grundlæggende varmebehov. Der bliver etableret en vand til vand-varmepumpe, der udnytter den overskydende varme i spildevandet. Herudover er der elkedler, der skal supplere varmeproduktionen ved spidsbelastning.

Odsherred Forsyning forventer, at værket kommer i drift til efteråret, og at kunderne i Kirkebyen bliver koblet på i 2024. Forinden bliver der etableret en midlertidig varmeløsning for nogle af kunderne i stationsbyen.