Der bliver sus i skørterne, masser af humørfyldte farver og ikke mindst bedre plads, når Kjolekompagniet rykker til Højby i det nye år. Det oplyser Sanne Schomburg Klestrup Hansen, der sammen med makkeren Rikke Staal står bag Kjolekompagniet.
Hun bytter bolig med svigerfamilien på Borrevang, og det giver nye muligheder for kjoleforretningen.
– Det bliver en rigtig butik med egen indgang, og ikke som nu, hvor min søns lego står ovre i et hjørne af lokalet. Det betyder, at vi får plads til eksempelvis kunsthåndværk og smykker, lavet af lokale, siger kjoledesigneren om flytningen.
Makkerparret begyndte at sy farvestrålende kjoler som en hobbyvirksomhed i Snegleruphuse for godt og vel tre år siden. Siden flyttede den voksende fritidsfirmaet til en større ejendom ved Vig, hvor Sanne Schomburg indrettede nogle værelser i privatboligen til kjolerne.
Flytningen til Højby betyder i første omgang, at kjoleproduktionen kommer til at køre på laveste blus i en periode til makkerparret er kommet på plads.