IT-koks: Asger fik fremmed persons post på Sundhed.dk

Foto: Søren Schaadt Larsen
Asger Magleaas undrer sig meget over, at det kan lade sig gøre at få en andens besked på Sundhed.dk. Privatfoto
Asger Magleaas undrer sig meget over, at det kan lade sig gøre at få en andens besked på Sundhed.dk. Privatfoto

– Det burde ikke kunne ske, og når du fortæller mig, at det er sket, så har jeg svært ved at tro dig. Sådan lyder det fra Region Sjællands funktionschef i IT-staben, Bjarne Klindt.

Årsagen er, at Asger Magleaas fra Lumsås har modtaget en anden persons post på Sundhed.dk. En kvindes indkaldelse til CT-scanning endte på hans Sundhed.dk-side.

– Det var meget tydeligt, at den ikke var henvendt til mig. For eksempel er jeg 71, og kvinden, de har skrevet til, er 76, fortæller han og fortsætter:

– Jeg synes, det er for dårligt, at der ikke er mere styr på det. De siger, at det digitale er sikkert ad helvede til, men det viser sig, det ikke er, siger Asger Magleaas, som samtidig frygter, at hans egne testresultater nu dukker op et andet sted.

– De rager jo ikke andre, siger han.

– Menneskelig fejl

Hos Region Sjælland oplyser de, at det er en læge, der har trykket et forkert CPR-nummer ind i systemet, da en kvindes indkaldelse skulle sendes.

På grund af fejlen blev den i stedet sendt til Asger Magleaas, og Bjarne Klindt forklarer, at det dermed er en menneskelig fejl, som, han understreger, sker meget sjældent. Derfor skal Asger Magleaas, ifølge Bjarne Klindt, heller ikke frygte, at hans testresultater er sendt til de forkerte.

– Testresultater og lignende sendes til det CPR-nummer, der har fået foretaget undersøgelsen. Det kan ikke sendes til en forkert. I det her tilfælde, er der sket en menneskelig fejl i indkaldelsen. Det er uheldigt, for man skal ikke sende beskeder forkerte steder hen. Hvis vi så flere af sådanne fejl, så ville vi gøre noget. Men de, der har indsigt i systemet, siger, at de har ikke set det før, siger Bjarne Klindt.

Han understreger samtidig, at man ikke kan se personfølsomme data i den besked, som Asger Magleaas har modtaget – kun alder, højde og vægt på kvinden, samt navnene på et par læger.

Fejlen opdaget hurtigt

Bjarne Klindt fortæller, at fejlen hurtigt blev opdaget, og at invitationen blev annulleret med det samme. Men papirerne ligger fortsat i Asger Magleaas' Sunhed.dk-indbakke, fordi man i øjeblikket ikke må slette noget på journalerne i systemet.

Asger Magleaas mener alligevel godt, at de kunne fjerne posten, fordi den ikke vedkommer ham.

– Det er jo underligt, at den bare skal blive liggende her på min side, siger han.

Hos Sundhed.dk oplyser de ligeledes, at det sjældent sker, at folk får andre folks post.

– Det er sket, at der er nogle fejl, når en læge skriver ind i en forkert journal. Det er sjældent, at det sker, og borgerne er jo søde til at henvende sig, når det sker, men det er ikke hensigtsmæssigt for nogen, siger Karen Corstorphine, chef for drift og infrastruktur hos Sundhed.dk.