Hugormen er vågnet af sit hi

Kryb: Danmarks eneste giftslange er fremme efter vinterens lange lur.

Pas på i påsken: Hugormene er kommet frem

Nogen elsker dem. Mange frygter dem. Hugormen har de fleste en holdning til, og nu er den her igen. Efter vinterens lange søvn er de zigzagmønstrede slanger tilbage i naturen, og der er en hel del af dem her i Odsherred. Både på Odden, i Rørvig, på Nordstrand, Gudmindrup Strand og i Klint er der mange hugorme. De findes over hele landet, men ynder især klitter og lyngområder.

Her har Martin Høyem set årets første eksemplar ved Klint og minder folk og fæ om at træde varsomt. Hugorme er nok fredelige dyr, men hvis man vader på dem, bider de. Der registreres omkring 200 hugormebid i Danmark hvert år.

Hugormebid er normalt ikke livstruende for en voksen person, men børn, ældre, gravide og syge er oftere udsat for alvorligere reaktioner. Hunde og katte kommer dog oftere alvorligt galt af sted i mødet.

Martin Høyem har fundet årets første hugorm ude ved Klint forleden dag. Man bør IKKE selv forsøge at samle en hugorm op. Foto: Martin Høyem