Odsherred: – Ikke alle kan klare sig selv fra dag 1. Derfor har der igen i år været fokus på flygtninge, der er havnet i Odsherred. 130 ukrainske flygtninge kom til det smukke Odsherred på grund af krigen i Ukraine. Vi har fået en del forslag til prismodtagere end ellers. Det har ikke været let at vælge mellem de indstillede, sagde formanden for Integrationsrådet Burkhard Sievers, som overrakte prisen til aftenens vinder.
– Alle tre nominerede havde været værdige, men vinderen er Helle Wagner, sagde han.
– Udover arbejdet i Røde Kors har Helle gjort en ekstraordinær stor indsats med arbejdet med de ukrainske flygtninge. Helle har som altid været en stor drivkraft også ved uddelingen af årets julehjælp. Derfor får hun årets Mangfoldighedspris, sagde Burkhard Sievers.
– Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige. Andet end tak, det var da dejligt, sagde Helle Wagner og blev klappet ihærdigt ned af scenen.