På Odsherred Gymnasium præsenterede billedkunsteleverne i denne uge “Fremtidscyklen” – et projekt, som er opstået i forbindelse med byfornyelsesplanerne for Asnæs, Vig og Nykøbing.
Cykelprojektet er et samarbejde mellem Movia, Region Sjælland, byfornyelsesprojekterne i Odsherred Kommune (i Asnæs, Vig og Nykøbing) og Cirkelhuset og har som formål at understøtte unges transport fra Asnæs Station til uddannelserne i byen.
Det er planen, at der også skal være fremtidscykler på stationerne i Vig og Nykøbing, og Vig Cykler deltager i projektet med leverancer og løbende service af istandsatte genbrugscykler.
Projektet er sat i verden med midler fra Movia puljerne ’Unges transport til Uddannelse’ og ’Kollektiv Mobilitet uden for de større byer’, og vil over det næste års tid undersøge om cyklerne kan blive en integreret del af de unges transport fra Asnæs Station til uddannelse.
Cyklerne får en fast plads på Asnæs Station og kobler sig på planlægningen af den forestående byfornyelse af stationen, som skal ske i tæt samarbejde med byens unge.
Fremtidscyklen blev præsenteret for hele Odsherred Gymnasium på “Transport Torsdag” i forbindelse med UngEnergi’s klimakampagnedage “Fem Fede Dage“ – en uge, hvor landets gymnasier har sat fokus på hvordan konkrete hverdagsændringer kan bidrage til en mere bæredygtig og klimavenlig fremtid.