Gave fra hatte-elsker: Karl Bovins hat fra Bahrain får nyt hjem

Foto: Thomas Olsen

Odsherreds kulturudvalgs-formand Gitte Hededam (S) har længe haft den berømte odsherredsmaler Karl Bovins folkloristiske hat fra Bahrain hængende på et tøjstativ sammen med en japansk brude-kimono – mandag blev hatten overdraget til Odsherreds Kunstmuseum Bovin-samling.

1956-1965 deltog den rastløse Odsherredsmaler Karl Bovin som kunstner-gæst på de årlige rejser på professor P.V. Globs arkæologiske ekspeditioner til ø-staten Bahrain i Den Persisiske Golf og flere andre arabiske lande.

Bovin fik tilnavnet Odsherreds beduin, blandt andet fordi han iklædte sig arabiske gevandter og hovedbeklædninger.

Én af Bovins eksotiske, arabiske hatte uden skygge blev mandag, ved receptionen for den nye bog »Kvindelige kunstnere i Odsherred gennem 100 år« på Malergården, overdraget til Odsherreds Kunstmuseums inspektør Jesper Sejdner Knudsen af den hatte- og turban-begejstrede kulturudvalgsformand Gitte Hededam (S).

– For mange år siden fik jeg Karl Bovins arabiske hat af hans datter Ingrid »Bølle« Bovin, som jeg kendte. Den skal du have – du går jo altid med hatte, sagde hun.

– Men den her var for fin til at gå med, så jeg har haft den hængende hjemme på et tøjstativ oppe over en japansk brude-kimono, siger Gitte Hededam.

– Det har betydet meget for mig, at Ingrid gav mig sin fars hat, men jeg har altid vidst, at hatten ikke skulle ende hos mig, og at kunstmuseet på et tidspunkt skulle have den overdraget.

– Nu var den rigtige anledning der – også nu, hvor Ingrid er død, siger Gitte Hededam.

– Da jeg stod der med den i hånden og var ved at give den til Jesper fra kunstmuseet, kom Lis Johansen gående lige forbi og udbrød »det er jo Karl Bovins hat. Den husker jeg. Den købte han i Bah­rain«, fortæller kulturudvalgsformanden.

Lis Johansen er datter af afdøde Poul og Vuokko Johansen.

Karl Bovin var en af de Odsherredsmalere, som Johansen-familien havde nært venskab med, og Lis Johansen har mange barndoms- og ungdomsminder om ham.

I forvejen har Odsherreds Kunstmuseum nogle af musikglade Bovins instrumenter som supplement til den fine malerisamling med værker fra blandt andet Bahrain, deriblandt et selvportræt som beduin.

Til samlingen hører også en buste af Karl Bovin, kreeret af Birthe Bovin – her har han en arabisk hat på.