KLINT/NYRUP: Fører et Rema 1000-byggeri ved Nr. Asmindrup butiksdød med sig andre steder?
Det er frygten lige nu i Klint og Nyrup. Her er »Min Købmand« den eneste dagligvarebutik, og købmanden er ikke sikker på, at hans butik overlever i længden, hvis det ender med et ja til Rema-butikken ved omfartsvejen.
I Klint et par kilometer fra købmandsbutikken i Nyrup er formanden for Klint Bylaug, Per Nielsen, bekymret.
– Lige nu er Rema-byggeriet i Nr. Asmindrup i høring. Vi synes ikke, byrådet skal give dem lov. Det tegner det jo imidlertid til, at de gør – får lov til at bygge i det åbne land, så de kan snuppe sommerhusgæster på vej til og fra deres sommerhuse, siger Per Jensen.
Han lufter en mistanke om, at det alene sker, fordi – som han siger – der her kommer nogle folk med en pose penge, vil bygge butik, anlægge ny rundkørsel og bygge en stribe rækkehuse.
– En butik dér vil ødelægge det for små landsbysamfund i nærheden. Her fra Klint har vi syv kilometer dertil. Mister vi vores lokale købmand i Nyrup, så mister vi den eneste handelsmulighed helt lokalt. Derfor skriver jeg under på en protest mod planen, der skal bane vej for Rema.

Her har været købmand ’altid’
Købmand Jesper Christensen, 53 år, og hustruen Bettina har drevet butikken på Klintvej i Nyrup i 20 år. Førhen havde Børge Bojesen den i 23 år og tidligere endnu var der brugs på stedet.
Butikken har med ejerparret fem ansatte plus nogle ungarbejdere.
– Min frygt er, at gives der lov til at bygge endnu en dagligvarebutik ved en indfaldsvej, så når vi et punkt, hvor vi kan blive tvunget til at overveje, om vi kan fortsætte, siger Jesper Christensen.
Mister 20 procent omsætning
Han forudser, at det vil komme til at koste omkring 20 procent af omsætningen. Det bygger han på, at da Rema 1000 for nogle år siden åbnede ny butik i Lumsås, tabte han og hans butik 30 procent af deres omsætning.
– Må vi lukke, vil der være et kæmpeområde, hvor der ingenting – sagt med al respekt for »Det vilde køkken« i Klint – er med hensyn til indkøbsmuligheder, og så skal folk fra området ud at køre endnu længere for at kunne købe ind.
Det stik modsatte
Jesper Christensen undrer sig i øvrigt over, at Odsherred Byråd er Rema-planerne positivt stemt.
– Byrådet har jo ellers vedtaget, at Nykøbings bymidte skal styrkes for at gøre byen endnu mere tiltrækkende for turister. Med en dagligvarebutik i udkanten gør man det stik modsatte af at styrke bymidten. Samtidig påfører man os i de små lokalsamfund ekstra konkurrence og er med til at fjerne grundlaget for, at vi kan eksistere.
Nyrup-købmanden mener, at Rema bør kunne nøjes med den Aldi-butik inde i Nykøbing, som de ventes at overtage, når Aldi lukker.

