
Kronprinsesse Mary og sundhedsminister Sophie Løhde (V) har indviet det officielt.
Og personalet stod helt klar til at flytte landets 30 farligste, psykisk syge kriminelle fra Sikringen i Nykøbing Sjælland til det ny Psykiatrisygehus i Slagelse.
Det samme gjorde det åbne og det lukkede retspsykiatriske afsnit i Nykøbing Sjælland og det lukkede retspsykiatriske afsnit for surrogatfængslede i Vordingborg, der alle har plads til 10 patienter.
Men nu er der kommet kontraordre, skriver Sjællandske.
– Vi var dernede lige før weekenden, og det stod klart, at vores plan ikke kan holde. Derfor har jeg aflyst flytningen af alle de retspsykiatriske patienter, fortæller Michael Werchmeister, der er direktør i Psykiatrien i Region Sjælland.
Opbremsningen sker, fordi håndværkerne ikke er klar.
– Med den type patienter, så kan håndværkerne ikke gå og gøre det sidste færdigt, mens patienterne er der. De skal være helt færdige med alt, siger Michael Werchmeister.
Det vilkår har naturligvis været kendt gennem hele planlægningsfasen og byggeriet, så avisen spurgte, hvad der er gået galt.
– Det undrer også mig. Men jeg går naturligvis ud fra, at der nu arbejdes i døgndrift på at få byggeriet klar, siger psykiatridirektøren, som ikke kan give en tidshorisont.
De andre flytter
De øvrige almindelige psykiatriske afdelinger fra Holbæk, Dianalund, Slagelse, klinik for traumatiserede flygtninge i Korsør og et ældrepsykiatrisk afsnit fra Vordingborg er på vej til at flytte ind på det ny psykiatrisygehus.
Ifølge det ekstraordinære nyhedsbrev, der kom ud til personalet fredag den 25. september, flytter sengeafsnittene i voksen- og ældrepsykiatrien flytter ind den 21. oktober, Retspsykiatrisk Kompetencecenter og Forskningsafdelingen flytter ind den 30. oktober, og de ambulante funktioner og visitationsklinikken flytter ind i weekeenden den 7. og 8. november.
Sikring er solgt
Den topsikrede bygning, Enggården, som altså fortsat huser Sikringen i Nykøbing Sjælland, er solgt til Kriminalforsorgen.
Men så vidt Michael Werchmeister er orienteret, sinker den udsatte flytning ikke Kriminalforsorgens planer om at omdanne bygningen til fængsel.
Region Sjælland har fået 22 millioner kroner for Sikringen.
Psykiatrisygehuset er officielt indviet, men håndværkerne er ikke helt færdige og må ikke gøre det sidste klar, når landets farligste fanger er flyttet ind …
Posted by Nordvestnyt on Friday, October 2, 2015