Enhedslisten tilslutter sig budgetaftale

Nu er alle partier med ombord i budgetforliget i Odsherred Kommune.

Enhedslisten tilslutter sig budgetaftale

Da byrødderne i Odsherred i sidste uge gav håndslag på en bred budgetaftale, så var der et enkelt parti, der lige skulle vende skråen med baglandet.

Enhedslistens medlemmer mødtes mandag for at finde ud af om man kunne tilslutte sig aftalen.

– Enhedslisten er med i budget 2023. Overordnet ser det fint ud, men både klima og skoler kunne godt være bedre, noterer Jeppe Lynge Ravn sig i en kommentar til avisen.

Han havde gerne set, at der var blevet afsat flere penge til den grønne omstilling.

– Hvis vi skal nå klimamål 2030, skal der til at ske noget. Og skolerne, især den i Nykøbing, har brug for flere administrative medarbejdere, da tre er stoppet af forskellige grunde efter at de er blevet lagt sammen, uddyber Jeppe Lynge Ravn, der er suppleant i byrådet for Amalie Petersen, der har orlov for at færdiggøre sine studier.

Med Enhedslistens tilslutning er samtlige partier i byrådet enige om budgettet for 2023, som blandt andet indeholder penge til skolebyggeri, en kaffestue i Nykøbing og et gevaldigt økonomisk boost af ældre- og psykiatriområdet, så det ikke længere er underfinansieret.

Der er også afsat 3,0 millioner kroner til initiativer i forhold til den grønne omstilling og klimahandlingsplanen. samt 750.000 kr. til implementering af den naturpolitik, som blev vedtaget tidligere i år.