
– Vi har vidst det i 20 år, og sagt det på utallige generalforsamlinger, så det kan ikke komme som en overraskelse at varmeprisen stiger i år, understreger formanden for Nykøbing Sj. Varmeværk René Pape.
3000 kroner stiger gennemsnitshuset i Nykøbing årligt her fra årsskiftet, men hvis varmeværket ikke havde taget initiativer i perioden op til i år hvor statstilskuddet falder væk ville prisstigningen havde været helt op imod 9000 kroner.
Det vurderer René Pape, der især fremhæver varmeværkets solfangeranlæg, som en løsning, der har holdt varmeprisen nede.
– Forbrugerne har betalt en alt for lav pris for varmen de senere år, så det har været muligt at spare op til prisstigningerne i år, understreger René Pape, der da heller ikke har fået klager over prisstigningen.
Men det betyder ikke, at varmeværket vil læne sig tilbage og se priserne stige fremover.
– Vi venter i disse dage på at få byggetilladelse til en udvidelse af vore solvarmeanlæg her i Nykøbing, fortæller René Pape.
Går alt efter planen vil de nye solceller være i drift til juli i år.
To værker slipper
To af de tre varmeværker som Odsherred Forsyning står for, har lagt budgettet efter ikke at sætte prisen op i 2019, nemlig Højby og Vig, mens det sidste i Grevinge får en lille stigning, fremgår det af en mail, som forsyningsdirektør Fanny Villadsen har sendt til redaktionen.
Heraf fremgår det også, at de tre varmeværker under Odsherred Forsyning mister samlet set otte millioner kroner i grundbeløb fra staten.